F&P afviser dobbelt-dagsorden til minister-møde

Forsikring & Pension afviser, at organisationen har truet med at droppe støtte til vækstpakke, for i stedet at få minister til at bremse ATP.

Jyllands-Posten skriver i dag, at interesseorganisationen Forsikring & Pension spiller en nøglerolle i forhold til, at Konkurrencestyrelsen skal kaste et nyt blik på ATP og pengetankens eventuelle fremtidige muligheder for at udvide forretningsomfanget på det danske marked.

Avisen skriver, at økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) efter et møde med Forsikring & Pension, sendte en mail til konkurrencestyrelsens direktør, hvor han bad om at styrelsen kiggede en ekstra gang på, om ikke ATP, med friere tøjler end i dag, vil skabe konkurrencemæssige problemer på det danske finansmarked.

Overfor Jyllands-Posten undrer en ekspert og flere oppositionspolitikere sig over, at ministeren ønsker en ekstra vurdering af ATP, når nu Konkurrencestyrelsen allerede én gang havde gjort det klart, at den store pengekasse godt kunne kaste sig ud i nye forretningsområder i den finansielle sektor i Danmark.

Men hos Forsikring & Pension mener vicedirektør Carsten Andersen ikke, at der er noget mærkeligt i, at Konkurrencestyrelsen skal kigge nærmere på ATP igen.

”Jeg ved ikke, om det er en rigtig fremstilling af tingene i Jyllands-Posten i dag. Vores holdning er blot, at det vel er meget naturligt, at styrelsen går ind og undersøger det, som de er sat i verden for. For som jeg forstår det, så har styrelsen ikke undersøgt det før,” siger Carsten Andersen til FinansWatch.

Vi blander os ikke

Men er det korrekt, at I på et møde med ministeren har bedt ham sætte i værk, at Konkurrencestyrelsen kiggede en ekstra gang på, om ikke ATP med friere tøjler end i dag kunne skabe urimelige konkurrencevilkår?

”Vi ønsker ikke at blande os i, hvordan myndighederne afdækker deres synspunkter”.

Nej, men I ser vel helst ikke, at ATP får mulighed for at konkurrere med Jeres medlemmer fremadrettet?

”Vores synspunkt er, at ATP operere ud fra en lovgivning med lovbaserede midler, som meget nemt kan blive konkurrenceforvridende hvis de skal konkurrer med private aktører på det private marked,” siger Carsten Andersen til FinansWatch og fortsætter.

”I øvrigt så har ATP ikke på noget tidspunkt sagt, at de vil drive en bredere forretning, end de gør i dag. Så jeg ved slet ikke, om der er en konflikt”.

Men for Jeres medlemmer er det vel åbenlyst en ulempe, hvis de fremover skal konkurrere mod ATP?

”Det eneste vi forholder os til er, at man bør fastholde den beslutningskompetence, der er gældende i dag, nemlig at det er Folketinget, der beslutter, hvad ATP kan og ikke kan. Vi ser ingen grund til, at det skal op i ATP´s bestyrelse, om de vil drive finansiel dattervirksomhed eller ej”.

Ikke et minister-anliggende

Men hvad talte I om på det møde med Brian Mikkelsen?

”Jeg oplever ikke, at det her har noget med ministeren at gøre. Vores møde med Brian Mikkelsen handlede om de 5 mia. kr. til Vækstpakken. Mødet drejede sig ikke om ATP”.

Men selvom ATP ikke var på dagsordenen for mødet, så kunne I måske godt have nævnt, at det for Jeres medlemmer ville være uhensigtsmæssigt med en friere rolle til ATP?

”Jeg var ikke med til mødet, så det ved jeg ikke. Men det er klart, at vi forholder os til planerne om eventuelle nye rammer for ATP. Og vi er i dialog med ministeriet om det. Men vi har ikke haft noget møde med ministeren om ATP. Men tidsmæssigt falder de to problemstillinger bare sammen”.

Men det er vel sådan set helt OK, hvis I som interessereorganisationen siger til en minister, at hvis han ønsker Jeres kapital til en vækstpakke, så må han også sørge for, at ATP ikke går ind og kæmper mod Jeres medlemmer?

”Jo, det kan man måske godt mene, men sådan forholder det sig ikke i den her sag”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også