Finansforbundet varsler konflikt for assurandører

Finansforbundet har netop afgivet varsel om konflikt for samtlige assurandører i Tryg og sympatikonflikt for assurandører i alle de virksomheder, der er medlem i Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

Som ventet har Finansforbundet i dag afgivet varsel om konflikt. Varslet gælder ikke kun assurandører ansat i Tryg, men alle assurandører, der er ansat i virksomheder, der er medlem af Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

Det skriver Finansforbundet i en pressemeddelelse.

Forhandlingerne om en ny overenskomst til assurandørerne i Tryg strandede i fredags, og mandag indgav Tryg lockaout-varsel.

Helt uforståeligt

”Det er helt uforståeligt, at Tryg valgte det skridt, når vi faktisk havde muligheden for at finde tilbage til forhandlingsbordet frem til i dag. Finansforbundet har nøje overvejet situationen, og vi føler os nu tvunget til at varsle konflikt for samtlige assurandører”, siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet, i pressemeddelelsen.

Konflikten kan træde i kraft pr. 1. april.

Ifølge Finansforbundet forlanger Tryg en urimelig lønnedgang for assurandørerne.

Uenighed om lønnedgang

”Det er et helt urimeligt krav. Vi kan naturligvis ikke gå med til, at nogle af vores medlemmer skal gå helt op til 50 procent ned i løn. Det gør heller ikke sagen bedre, at arbejdsgiverne ikke har lagt skjul på, at de opfatter det her som en fællesaktion, hvor resultatet fra forhandlingerne i Tryg, skal bane vejen for samme krav om lønnedgang for assurandørerne i andre virksomheder. Derfor har vi valgt at lade vores konfliktvarsel gælde alle medlemsvirksomheder i FA”, siger Kent Petersen.

Tryg har tidligere afvist, at der skulle være tale om en lønnedgang på op til 50 pct.

”Vi foreslår, at man over tre år reducerer lønnen med gennemsnitligt 6 pct. Det er det, konflikten står om og ikke om andet. Vi kan ikke regne os frem til de 50 pct. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre,” siger kommunikationschef i Tryg Troels Rasmussen.

Strejke truer nu hele forsikringsbranchen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også