Finanshus: Trygg-Hansas indtjening er sødere end en kanelbolle

I finanshuset Berenberg vurderer analytiker, at indtjeningen i den svenske del af Trygs forretning kan være blandt de højeste i Europa.
Foto: PR/Trygg-Hansa
Foto: PR/Trygg-Hansa
af marketwire

Trygs svenske forretning Trygg-Hansa, der kom ind i folden ved opkøbet af RSA’s nordiske aktiviteter, kan være en af Europas mest profitable forsikringsselskaber.

Det vurderer finanshuset Berenbergs analytiker Tryfonas Spyrou i et analysenotat med titlen: ”Indtjeningen er sødere end en svensk kanelbolle”.

Analytikeren tog imponeret fra tirsdagens investordag i Stockholm, hvorfra han særligt lægger vægt på den svenske forretnings grundlæggende robuste konkurrenceposition på det strukturelt attraktive svenske marked.

”Efter vores vurdering er det sandsynligt, at Trygg-Hansas bedste lønsomhed i klassen - med en gennemsnitlig combined ratio på 76 pct. i perioden 2016-21 - vil fortsætte, hvis ikke forbedret, hvilket vil drive organisk kapitalgenerering og DPS-vækst for Tryg-koncernen,” skriver Berenberg.

Drivkraften bag den positive udvikling hos Trygg-Hansa er ifølge Berenberg personlig ulykkesforsikring, der omfatter graviditets-, børne- og voksenforsikring og udgør cirka 30 pct. af præmieindtægterne.

”Trygg-Hansa er markedsleder med en markedsandel på cirka 40 pct. Dens fremragende rentabilitet - som vi anslår til en combined ratio på cirka 70 pct. - kommer fra en meget loyal kundebase,” skriver Berenberg om personlig ulykkesforretningen.

Berenbergs analytiker ser nu lavere risiko fra den stigende inflation end tidligere ventet med henvisning til personlig ulykkesproduktet.

”Dette skyldes, at produktet kompenserer skadelidte med et fast pengebeløb, som normalt beregnes som en procent af det maksimale forsikringsbeløb,” skriver Berenberg.

Det betyder, at Trygg-Hansa ikke udsættes for uventet stigende omkostninger til lægehjælp, hospitalsbehandlinger eller løninflation.

Berenberg fastholder den positive anbefaling ”køb” for Tryg-aktien, idet der blandt andet henvises til, at aktien kun handles til 16,6 gange den estimerede driftsindtjening per aktie for 2023 sammenlignet med et historisk gennemsnit på 20 gange.

Oven i dette tilbyder aktien ifølge Berenberg også et samlet afkast til aktionærerne på 9 pct.

Tryg-aktien endte onsdag med et fald på 3,7 pct. i 154 kr.

Tryg sender 5 mia. kr. til aktionærerne efter godkendt Codan-salg

Tryg er åben for flere opkøb

Jyske Bank-analytiker ser Tryg-estimater blive justeret lidt op efter regnskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også