Regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) er løbet ind i noget af en hovedpine i sine bestræbelser på at sikre danskerne en sikker adgang til coronavacciner i fremtiden.

Efter et tilsyneladende frugtesløst parløb med Israel og Østrig rettede statsministeren blikket mod egen andedam og annoncerede i april et forestående udbud af opgaven med at producere og levere vacciner til den danske befolkning fra en fabrik i Danmark.

Baseret på en såkaldt markedshøring blandt de mulige vaccineproducerende selskaber skulle udbuddets betingelser senere fastlægges, men Mette Frederiksen lagde ved sin præsentation af sin vaccineplanen ikke skjul på, at hun ønskede, at en dansk-produceret vaccine skulle være baseret på den mRNA-teknologi, som blandt andet Pfizer/Biontech og Moderna anvender til de aktuelt eneste anvendte vacciner i det danske vaccinationsprogram.

Men havde Mette Frederiksen håbet på - eller måske endda kalkuleret med - at kunne vække interessen hos Pfizer/Biontech og Moderna, så må resultatet af markedshøringen have været nedslående.

Ingen af disse selskaber har nemlig ønsket at mødes med Statens Serum Institut i regi af markedshøringen.

Det har i stedet seks andre virksomheder, heriblandt både Astrazeneca og Johnson&Johnson, der dog begge må betragtes som uinteressante samarbejdspartnere for den danske stat, efter suspenderingen af de to selskabers vacciner fra det officielle, danske vaccinationsprogram efter sjældne men alvorlige bivirkninger.

Blandt de resterende fire selskaber, der foreløbigt har vist interesse for at producere coronavacciner i Danmark, findes også danske Bavarian Nordic, der selv forsøger at udvikle en coronavaccine. Her er der dog ikke tale om en mRNA-vaccine, og hvis Mette Frederiksens forkærlighed for netop denne teknologi også kommer til udtryk i det endelige udbud, må også den danske vaccinekandidat betragtes som en usandsynlig udbudsvinder.

Reelt har kun én virksomhed med en mulig mRNA-vaccine i udvikling vist interesse for at producere i Danmark. Nemlig franske Sanofi.

Efter tidligere at være blevet ramt af forsinkelser kan den franske vaccinekandidat dog tidligst blive godkendt i 2022, og da vaccinen stadig er i den meget tidlige udviklingsfase, hvor meget endnu kan gå galt og sende lægemidlet i skraldespanden, kan det være et stort sats for regeringen at indgå en aftale om en vaccine, der endnu ikke er godkendt. Fejlen vaccinen, vil Danmark igen stå uden plan.

Af samme grund må det betragtes som tvivlsomt, om nogle virksomheder ønsker at binde store beløb i at klargøre produktionen af et produkt i Danmark, førend der er videnskabelig sikkerhed for, at midlet er sikkert og effektivt - det vil formentlig kræve en økonomisk gulerod, som vi så det ved coronakrisens start, da EU og USA postede milliarder i flere medicinalselskaber for at holde dem skadesløse, hvis udviklingen af deres deres vacciner skulle slå fejl.

Ét centralt spørgsmål, der stadig udestår at blive besvaret, er derfor, hvordan det overhovedet skal gøres interessant for en multinational virksomhed med eksisterende produktion at etablere endnu en fabrik til at forsyne lille Danmark?

Det er ikke nødvendigt at finde den store lommeregner frem for at se, hvorfor et garanteret salg til 5-6 millioner danskere ikke er tilstrækkeligt til at tiltrække eksempelvis Pfizer/Biontech, der har brugt det seneste år på at toptune sin produktion og i 2022 forventer at levere 3 mia. doser af deres vaccine. Der skal helt anderledes incitamenter på bordet.

Hvilke gulerødder, der skal lokke selskaberne til Danmark, bliver vi nok først klogere på, når det endelige udbudsmateriale er klar. Så må tiden vise, om det er tilstrækkeligt til at overbevise Pfizer/Biontech eller Moderna om alligevel at byde på opgaven.