Ledighedstal gav spirende optimisme og techbosserne afviste alt, mens de mørke skyer trak sammen i horisonten

Hverken det danske sommervejr, de nyeste, globale corona-smittetal eller prognoserne fra den amerikanske centralbank gjorde noget godt for humøret i ugen, der gik. En smule optimisme kunne man dog finde i de danske ledighedstal, men meget tyder på, at alt skal blive meget værre, før det bliver godt igen. Er du opdateret på ugen?
Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard
Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard
AF SØREN SPRINGBORG, NYHEDSCHEF, WATCH MEDIER

Ventetiden på landets jobcentre blev lidt kortere i juni måned, hvor bruttoledigheden faldt med 4.100 til 154.600 fra maj til juni. Dermed er ledighedsprocenten faldet med 0,1 pct.point til 5,5 pct. Faldet kommer, efter at ledigheden er steget markant siden coronakrisens begyndelse.

At 4100 danskere er kommet i arbejde i forsommeren, må siges at være den klart mest opløftende nyhed i en uge, der ellers bød på den ene nedslående nyhed efter den anden fra både øst og vest, nord og syd.

Syd for den danske grænse kunne vores tyske naboer – et af Danmarks vigtigste eksportmarkeder – berette om et historisk stort dyk i økonomien I andet kvartal skumpede Tysklands bruttonationalprodukt (BNP) med 10,1 procent i forhold til første kvartal, hvor landet også var hårdt ramt af coronakrisen. Det kunne blandt andet Berlingske fortælle torsdag. I følge de tyske statistikere er både eksport, import, privatforbrug og virksomhedernes investeringer faldet massivt.

"Det er en helt ekstrem tilbagegang og med lang afstand det værste, der er målt – mere end dobbelt så meget som de 4,7 procent i første kvartal 2009, under finanskrisen," sagde Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, til avisen.

Foto: Stephanie Lecocq/AFP / POOL
Foto: Stephanie Lecocq/AFP / POOL

De tyske tal må give kuldegysninger hos de danske eksportvirksomheder, der efterhånden kigger ind i den perfekte storm dette efterår, hvor markeder som Tyskland, England, USA og Sverige må forventes at være meget tilbageholdende med ordreafgivningen.

Svensk comeback i Danmark

Netop Sverige fortsætter med at opleve klart højere smitte- og dødelighed som følge af corona-epidemien end Danmark. En lille opmuntrende nyhed lød der dog fra Sverige denne uge, da landet besluttede at åbne for turistrejser til Danmark. Med lidt held kan danske byder som København, Helsingør, Frederikshavn og Aalborg altså snart tage imod de svenske turister, der har været hårdt savnet de seneste måneder.

Foto: Torben Stroyer/PULS
Foto: Torben Stroyer/PULS

Amerikanerne må vi til gengæld efter al sandsynlighed kigge længe efter. Ikke kun på grund af rejserestriktionerne og det høje smittetryk, der nu efterhånden får flere og flere delstater i USA til at varsle nye nedlukninger.

Også den amerikanske økonomi i er i knæ. Ja faktisk kan dykket i den økonomiske aktivitet i andet kvartal vise sig at blive det største dyk nogen siden, lød det fra Fed-chef Jerome Powell onsdag på et pressemøde.

"Vejen for økonomien fremadrettet vil afhænge betydeligt af virussens udvikling," lyder det fra den amerikanske centralbank. Og selv om det kan lyde banalt, så er det alt andet end beroligende, da udmeldingen kom samme uge, som USA rundede 150.000 dødsfald som følge af corona.

Foto: picture alliance/AP Photo
Foto: picture alliance/AP Photo

Techgiganter blev grillet

Uden for corona-nyhedsstrømmen var det da også USA, der var leveringsdygtig i den mest hypede nyhed i løbet af ugen. Onsdag skulle topcheferne fra fire af verdens største tech-selskaber, Facebook, Apple, Google og Amazon, nemlig vidne foran den amerikanske kongres. Det var første gang, at de fire topchefer var samlet til en fælles høring, der dog foregik over video.

Høringen skulle søge svar på, hvorvidt de fire giganter misbruger deres dominerende positioner og dermed hæmmer konkurrencen og skader forbrugerne. Anklager de fire it-giganters direktører ikke overraskende afviste.

"De indikerede alle, at de drager fordel af deres massive datamængder ved at få indblik i, hvad deres konkurrenter eller brugere på deres platforme foretager sig. Mens de ikke rigtig ville indrømme det, så kunne de heller ikke benægte det," lød det i følge Ritzau fra Gene Kimmelman, der er rådgiver i den amerikanske ngo Public Knowledge.

Foto: AP Photo/Pablo Martinez Monsivais, Evan Vucci, Jeff Chiu, Jens Meyer/NTB scanpix
Foto: AP Photo/Pablo Martinez Monsivais, Evan Vucci, Jeff Chiu, Jens Meyer/NTB scanpix

De fire selskaber har en samlet markedsværdi på omkring fem billioner – eller 5000 milliarder – dollar. Flere har spekuleret i, om høringen og undersøgelsen af selskabernes markedsposition kan føre til en tvangsopsplitning af et eller flere selskaber. Men det blev man ikke klogere på onsdag. Og efter al sandsynlighed må vi afvente efterårets valg i USA, før vi bliver klogere på, hvordan reguleringen af de fire giganter bliver fremadrettet på det amerikanske marked.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også