En genåbning i slæbegear

Optimismen lurer under overfladen med udsigten til en gradvis genåbning af det coronalukkede samfund efter påske. Men skaderne, som krisen har nået at forvolde, og fortsat underdrejede eksportmarkeder tyder på en langtrækker, hvor der bliver brug for at glæde sig over selv bittesmå fremskridt. Denne uges Watch Anbefaler ser på genåbnigen fra forskellige perspektiver. Læs med.
Jørgen Bendsen er redaktør på Watch Medier med ansvar for EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier
Jørgen Bendsen er redaktør på Watch Medier med ansvar for EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier

Da samfundsøkonomien buldrede afsted lige op til finanskrisen i 2008, blev Danmarks nationalstadion Parken brugt som et illustrativt billede: Den rekordhøje beskæftigelse havde sendt ledigheden så langt ned, at alle uden arbejde faktisk kunne rummes på de knap 40.000 tilskuerpladser langs FCK's hjemmebane.

13 år senere er der på blot 27 dage siden 9. marts, kommet over 42.000 nye til ledighedskøen, som ifølge Beskæftigelsesministeriet nu fylder godt 173.000 mennesker. Coronakrisen er dermed blev konkret alvor for mange danske familier, hvadenten de har selve smitten inde på livet eller konsekvenserne af den.

I lighed med resten af samfundet håber de nye ledige selvsagt at få deres job tilbage i takt med, at Danmark gradvist åbner igen. Derfor er der spænding omkring den åbningsstrategi, som ifølge TV 2 News vil blive præsenteret af regeringen på et pressemøde i morgen mandag.

Statsminister Mette Frederiksen (S), da hun i mandags lagde op til en gradvis genåbning af Danmark efter påske. På et nyt pressemøde i morgen vil en nærmere strategi blive præsenteret. | Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen (S), da hun i mandags lagde op til en gradvis genåbning af Danmark efter påske. På et nyt pressemøde i morgen vil en nærmere strategi blive præsenteret. | Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Men det er for tidligt at glæde sig: Grænserne er stadig lukkede, og på vores vigtigste eksportmarkeder Tyskland, USA og Sverige er udbredelsen af covid-19 slet ikke toppet endnu. Det gør den ifølge danske eksperter – som der er mange af for tiden – i ugen efter påske herhjemme.

Statsministerens løfte om en gradvis genåbning, hvis tallene udvikler sig kontrolleret, reducerer den usikkerhed, som får alt til at gå i stå. I denne uge kunne landets ejendomsmæglere da også melde om, at der efter en opbremsning i begyndelsen af marts nu igen er kommet gang i handlen med boliger.

I et lidt større perspektiv, mener flere borgerlige stemmer nu, at coronakrisen skal bruges til at tage et opgør med Kina, som forsøgte at mørklægge smittespredningen i stedet for åbent at advare resten af verden.

"Det her skaber masser af muligheder og forretninger og masser af vækst i fremtiden," siger Jeff Gravenhorst, topchef i servicekoncernen ISS. | Foto: Stine Bidstrup

I ugens løb tog ISS-topchef Jeff Gravenhorst de længere briller på og så frem mod de muligheder, som krisen også vil give.

Inden vi er ude på den anden side, er det dog sandsynligt, at der er banker, der ikke er polstrede nok til at kunne holde hånden under erhvervskunder, som alle har brug for at trække på kreditten eller udvide lånerammen. Nogle vil derfor risikere at krakke, hvis krisen bliver langvarig, lød det i ugens løb fra nationalbankdirektør Lars Rohde.

Samme dag udgav FinansWatch en oversigt over de mest sårbare danske banker.

"Der er en række små og mellemstore banker, der har set en høj udlånsvækst, og de har en reduceret kreditkvalitet," siger nationalbankdirektør Lars Rohde, der kalder det "helt oplagt", at krisen vil betyde bankkrak, hvis den bliver langvarig. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard

En af dem, der sejler i fuldstændig ukendt farvand, er hotelkoncernen Arp-Hansen, som i lighed med kolleger i branchen som Scandic, BCHG og norske Petter Stordalen ikke aner, hvilken virkelighed, de vågner op til efter påske.

Arp-Hansens topchef med det måske ildevarslende efternavn Krak lagde i ugens løb ikke skjul på, at millionerne fosser ud på daglig basis. Det gør indhug i den egenkapital på over 2 mia. kr., som virksomheden med over 20 pct. af de københavnske hotelværelser klogeligt har bygget op til at kunne modstå en situation som denne.

Ingen er længere i tvivl om, at krisen bliver dyb. Det afgørende er, hvor lang tid, der skal gå, før vi kan vende tilbage til en normalitet, der dog aldrig bliver på helt samme måde, som før den historiske dato 11. marts 2020, hvor krisen for alvor ramte Danmark.

Watch Anbefaler udkommer ikke påskesøndag 12. april, og er derfor først tilbage 19. april. God påske.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også