En nation holder vejret

Danmark i noget nær undtagelsestilstand med lukkede grænser, hundrede tusinder af hjemsendte lønmodtagere og nødlovgivning som svar på coronakampen overskyggede alt andet i ugens løb. I dennes uges Watch Anbefaler har vi samlet nogle af de nyheder, som – meget naturligt – druknede i ugen, men som stadig er væsentlige historier.
Jørgen Bendsen er redaktør på Watch Medier med ansvar for EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier
Jørgen Bendsen er redaktør på Watch Medier med ansvar for EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier

11. marts 2020 bliver en dag, som vil fylde historiebøgerne: Aldrig før har en regering taget så vidtgående midler i brug af hensyn til danskernes sundhed. Store dele af landet er lukket ned, skolebørn og ansatte med ikke-samfundskritiske opgaver er sendt hjem og et forsamlingsforbud er undervejs for flere end 100 personer i kampen for at vende en alarmerende udvikling, hvor Danmark er blandt de lande, hvor den potentielt dødelige coronavirus Covid-19 spredes hurtigst.

Trods statsministerens beroligende ord onsdag om, at der ingen grund er til at hamstre fødevarer og toiletpapir, så var det præcis, hvad visse danskerne gjorde få minutter senere. Det kniber tilsyneladende med at være ansvarlig samfundsborger i alvorens stund.

Statsminister Mette Frederiksen (S) få minutter før, at hun onsdag aften 11. marts orienterer om, at store af Danmark lukkes ned i kampen mod coronavirus. | Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen (S) få minutter før, at hun onsdag aften 11. marts orienterer om, at store af Danmark lukkes ned i kampen mod coronavirus. | Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Folk på indkøb og der er tomme hylder i Netto i Ringsted efter statsministerens pressemøde, onsdag den 11. marts 2020. | Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Folk på indkøb og der er tomme hylder i Netto i Ringsted efter statsministerens pressemøde, onsdag den 11. marts 2020. | Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Krisen er netop ingen fødevare- eller forsyningskrise, men den har lammet en række industrier, især luftfarten, hoteller og restauranter, hvor de første økonomiske kollaps må forventes i den kommende uge, og hvor regeringens økonomiske sikkerhedsnet vil blive testet. Søndag spår Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen et jobtab på op til 47.000. Fredag morgen lagde hotelkæden Scandic for med 2000 fyringer i Norden, og senere fredag var det hoteloperatøren BCHG's tur.

Regeringen har handlet hurtigt ved bl.a. at frigive 200 mia. kr. til bankernes udlån, og søndag fulgte en trepartsaftale om lønkompensation til fyringstruede. Aftalen vil ifølge DI sikre flere hundrede tusinde arbejdspladser. Tilbage står spørgsmålet om likviditet, når tusindvis af virksomheder på én gang får brug for deres bank. Virksomhederne har allerede fået hjælpende tiltag som fremrykkede frister for moms- og skattebetaling, men der bliver behov for mere, lød det i ugens løb fra en alvorstynget regering anført af finansminister Nicolai Wammen (S).

Finansminister Nicolai Wammen orienterer sammen med erhvervsminister Simon Kollerup og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om regeringens første coronakrise-tiltag over for erhvervslivet. | Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix

Uden for Christiansborg og Statsministeriet gik livet videre i ugens løb, dog i nedsat tempo. Selvom det kan føles længe siden, var det kun i mandags, at Klimarådet kom med sit udspil til, hvordan ny lovgivning, der kan sænke landets udledning af klimagasser med 70 pct. inden 2030, kan skrues sammen. Hvis rådets anbefalinger bliver fulgt, bliver det et farvel til cementproducenten Aalborg Portland, der ikke længere vil kunne drive en rentabel forretning i Danmark, sagde selskabets direktør til Berlingske. Det fik talerøret for de mindre og mellemstore virksomheder, SMV Danmark, til at advare om, at regningen dermed forsøges tørret af på andre.

Coronakrisen giver dystre udsigter for industrikoncernen Grundfos, der dog i ugens løb kunne præsentere et rekordresultat i 2019.

Rekord var det også, at Kammeradvokaten, også kendt som advokatfirmaet Poul Schmith, i 2019 kunne fakturere over en halv mia. kr. af sine indtægter til staten, skrev AdvokatWatch. Tallet er nok engang relevant i den igangværende analyse af, hvordan konkurrencen i advokatbranchen fungerer. Det mener bl.a. Dansk Erhverv.

Samme organisation var i ugens løb skeptisk over for EU-Kommissionens nye plan for, hvordan EU's indre marked kan fungere bedre. 70 pct. af virksomhederne mener ifølge EU-kommissær Margrethe Vestager, at der i dag er for mange forhidringer.

Når det gælder godstransporten fortsætter den aktuelt ufortrødent, selvom Danmark og også andre EU-lande nu har lukket grænserne i kampen mod coronavirussen.

Hvordan virksomhederne i den kommende uge er i stand til at håndtere krisen, kan kun tiden vise. De i alt 13 medier, som tilsammen udgør Watch Medier, lover at levere den bedst mulige dækning – også i krisetid. God søndag.

Den danske grænse ved Padborg, lørdag 14. marts 2020. Statsministeren meddelte på et pressemøde fredag aften, at alle landets grænser lukker lørdag klokken 12 for at forhindre udbredelse af smitte med coronavirus. Grænsekontrollen løber til og med 13. april, og alle udlændinge uden anerkendelsesværdige formål i Danmark vil i den periode blive afvist ved grænsen. | Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også