Spareplan i milliardklassen, butikslukninger en masse, muligt opkøb i bankverdenen - og en bykonge, der blev tvunget til at takke af

Ringkjøbing Landbobank gav købstilbud på Nordjyske Bank, Fakta og Arla lancerede omfattende spareplaner, By & Havns direktør takker af med vemod, en ny, stor kartelsag er under opsejling, en stor medievirksomhed, en fiskekoncern, og Lundbeckfonden var regnskabsaktuelle - er du opdateret på ugen, der gik?
Henrik Tüchsen, redaktionschef på Watch Medier, har fokus på ugens vigtigste nyheder for dansk erhvervsliv.
Henrik Tüchsen, redaktionschef på Watch Medier, har fokus på ugens vigtigste nyheder for dansk erhvervsliv.

Det blev en trist uge for mange medarbejdere i de to kendte danske virksomheder, mejerikoncernen Arla og detailkæden Fakta, ejet  af Coop. Besparelser og massefyringer er på dagsordenen.

Fakta lagde ud med nyheden om, at 47 butikker skal lukkes inden den 21. maj i år, 900 medarbejdere påvirkes. At der skal handles fra Coops side i forhold til Fakta-kæden kommer dog næppe som en overraskelse for de fleste, måske mest, at det først sker nu, hvis man skal være lidt kynisk. Som FødvareWatch beskrev har Fakta i de seneste fem år givet et samlet underskud på 407 mio. kr., hvoraf det klart bedste var et underskud på 18 mio. kr. i 2017.

Milliardbesparelser i Arla

Fra Arla faldt der torsdag aften, lige midt opgøret mellem Brøndby og FC Midtjylland, en bombe på Finans.dk: Mejerikoncernen skal barbere omkostningerne med tre milliarder kroner årligt.

Foto: Jens Dresling/Ritzau/arkiv
Foto: Jens Dresling/Ritzau/arkiv

Adm. direktør Peder Tuborgh, Arla. Foto: Jens Dresling/Ritzau/arkiv

Baggrunden for dette historisk dybe indgreb er blandt andet det kraftige kursfald på det britiske pund efter udmeldingen af EU og enorme lagre af mælkepulver: "Kursfaldet på pund efter brexit koster os 1,15 mia. kr. på bundlinjen årligt, mens EU's lagre har skabt ubalancer i markederne, som belaster vores konkurrenceevne med yderligere 1,15 mia. kr. Intet tyder på, at de to udfordringer forsvinder foreløbigt. Derfor er vi nødt til at handle nu," konstaterede Peder Tuborgh, adm. direktør i Arla.

Kramer Mikkelsen siger farvel

Trist var ugen også for By & Havns adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, i visse ejendomskredse kendt som Københavns bykonge. En samtale med bestyrelsesformand Carsten Koch gik nemlig slet ikke som forventet, da Kramer Mikkelsen fik besked om, at han var fyret med udgangen af juli i år. Som bestyrelsesformanden udtrykte det i en meddelelse.

Foto: Ritzau Scanpix/Finn Frandsen
Foto: Ritzau Scanpix/Finn Frandsen

Adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn. Foto: Ritzau Scanpix/Finn Frandsen

"Da bestyrelsesformanden stopper med udgangen af næste år, er det af hensyn til kontinuitet i ledelsen af selskabet fundet nødvendigt at sikre en glidende overgang i ledelsen af selskabet, så en ny direktør kan nå at blive sat ind i arbejdet sammen med bestyrelsesformanden."

Sagens kerne er, at den anden direktør i virksomheden, Michael Soetmann, blot er et par yngre end Kramer, og formanden mener, at det er rettidig omhu at sikre generationsskiftet nu og ikke stå model til, at de to direktører går på samme tid.

Tiltalt for aftalt spil

En trist nyhed kommer man heller ikke uden om, at det er, at der er danske erhvervsledere, der stadig ikke forstår, at der ikke må aftales priser i porten – hvis det viser sig at være tilfældet. Det tror i hvert fald Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) er tilfældet i nedrivningsbranchen, hvor seks virksomheder er tiltalt for at koordinere deres tilbud på nedrivningsopgaver.

Bud på bank

For nogle i banksektoren er det måske også en trist nyhed, at Ringkjøbing Bank kom med et bud på Nordjyske Bank, for andre kan det blive en opløftende meddelelse. Ret usædvanligt, så er købstilbuddet til Nordjyskes aktionærer dog lavere end det, som Jyske Bank allerede har fremsat, og intet er afgjort, skrev FinansWatchs redaktør, David Bentow i en analyse, hvor han peger på fire scenarier for Nordjyske Bank.

Generelt bød ugen dog, heldigvis, også på mere opløftende nyheder:

Vækst i formuen

Selvom værdien af både Falck og ALK er faldet dramatisk i løbet af 2017, kommer Lundbeckfonden alligevel ud med en pæn vækst i formuen, blandt andet hjulpet på vej af gode præstationer i fondens venturearm.

Der er penge i rejefiskeri

Trods en negativ udvikling i salgsvalutaerne og en svag pris på kogte og pillede rejer lykkedes det i 2017 Royal Greenland at løfte både bund og top.

Foto: Royal Greenland.
Foto: Royal Greenland.

Foto: PR

 

Novo i samarbejde med Røde Kors

Novo Nordisk har indgået et samarbejde med Røde Kors, hvorigennem medicinalselskabet blandt andet vil levere billig insulin til mennesker i humanitære kriser i løbet af de næste tre år. Ifølge partnerne er der tale om en helt ny partnerskabsmodel, der bygger på fælles interesser, og som Røde Kors håber kan danne skole.

Medieselskab i plus

På regnskabsfronten var en af landets største mediekoncerner Jysk Fynske Medier aktuel med tal for 2017: En forbedring af resultatet på 120 mio. kr. Efter et underskud før skat på næsten 100 mio. kr. i 2016 blev resultatet rettet op i 2017, hvor de røde tal blev vendt til sorte og et overskud før skat på 20,3 mio. kr. Alligevel får årets økonomiske gang bedømmelsen "mindre tilfredsstillende", da en af forklaringerne på resultatfremgangen er, at der så blev færre penge til investeringer end ventet.

3-2

Og ja, så var det selvfølgelig trist for FC Midtjyllands og dets fans, at Brøndby scorede i de sidste minutter og vandt kampen 3-2. Til gengæld var det en god nyhed for Brøndby-lejren og børsnoterede Brøndbyernes IF Fodbold A/S og dets aktionærer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også