Hvidvask-afsløringer, selvsikker mediechef slår til, "Trumps største selvmål nogensinde" - og masser af gå-på-mod i detailkæder

"Inden året er omme, er vi det mest moderne mediehus i Danmark", sagde Berlingskes chef, da han lancerede en plan for mediekoncernen. Danske Banks topchef var knap så snakkesalig om nye hvidvask-afsløringer Trump derimod holder sig ikke tilbage og kører i stilling til handelskrig. På andre fronter var det nyt om Rema 1000, Lagkagehuset, Leo Pharma - og Mjølnerparken. Er du opdateret?
Henrik Tüchsen, redaktionschef på Watch Medier, har fokus på ugens vigtigste historier for dansk erhvervsliv.
Henrik Tüchsen, redaktionschef på Watch Medier, har fokus på ugens vigtigste historier for dansk erhvervsliv.

Så sidder man der i sofaen, torsdag aften, og sluger den ene nyhed efter den anden på godt gammeldags flow-tv. Der er klip om politiske angreb på ghettoer, om  frost og færdsel og inspirationshistorier på TV2, men det er især to historier, der leder tankerne tilbage på de knap så gode gamle dage: Putins præsentation af nye atomvåben, ledsaget af klapsalver i Rusland, og Trumps overraskende og brutalt store told på aluminium og stål.

Den kolde krig og handelskrig med det tunge skyts mellem både venner og fjender er tilbage.

Trumps mål er at beskytte USA's stål- og aluminiumsproducenter, men mange iagttagere  både i USA, EU og andre steder på kloden har meget svært ved at se, at det overordnet set skulle være en god idé, og aktiemarkederne vendte snuden nedad på begge sider af Atlanten. Eller som råvareanalytiker Ole Sloth Hansen, Saxo Bank, ifølge Børsen konstaterede i en analyse:

"Det er nok Donald Trumps største selvmål nogensinde, USA vil tabe stort på dette her. Bilindustrien, flyindustrien, olieindustiren og produktionen af aluminiums-dåser til brug i bryggeri-industrien vil blive hårdt ramt af dette her, og det kan ultimativt påvirke jobs i nedadgående retning og sende priserne op."

Hvad bliver mon den næste afsløring fra Berlingske?

Sagen om hvidvaskning af penge i Danske Banks estiske filial tog i denne uge yderligere fart. Det skete, da Berlingske kunne afsløre, at Danske Banks direktion allerede i 2013 fik besked fra en intern whistleblower om, at der var mistanke om, at den russiske præsident, Vladimir Putins, fætter samt den russiske efterretningstjeneste havde hvidvasket penge gennem bankens filial.

Men først langt senere, da sagen kom frem, blev en undersøgelse sat i værk af banken. Underligt, mener mange vistnok og retter skytset mod bankens topchef Thomas F. Borgen. Han henviser gang på gang til, at man afventer den undersøgelse, der pågår.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Og, ikke overraskende, kan der nu være endnu en undersøgelse, måske også af undersøgelsen, på vej.

EU-parlamentariker Jeppe Kofod (S), ordfører ved Europa-Parlamentets særlige skattesnydsudvalg, kalder med den seneste afsløring Danske Bank-sagen for ”en skandale i international særklasse.” Han vil nu drøfte sagen i Europa-Parlamentet og foreslår en kulegravning sat i gang med det samme.

Apropos Berlingske.

Nye tider på Berlingske

Mediekoncernen Berlingske Media har fået ny topchef, nemlig Anders Krab-Johansen, der kommer fra en lignende stilling på den noget mindre virksomhed, Børsen, få hundrede meter fra Berlingske.  I mediekredse er det en offentlig hemmelig, at flere på Børsen mener, at Anders Krab-Johansen aldrig gik hele vejen og fik omlagt erhvervsavisen til at have et digitalt redaktionelt fokus. Til gengæld sikrede han, også i forhold til andre medievirksomheder, historisk flotte overskudsgrader trods en faldende omsætning.

Foto: PR/Berlingske Media
Foto: PR/Berlingske Media

Anders Krab-Johansen. Foto: PR/Berlingske Media

"..vi har manglet den vækstplan"

Børsens formand Karmo Kaas-Lutsberg har efter Krabs afgang sagt til Børsen, at udviklingen med en faldende toplinje er "uholdbar på den lange bane". Han har også fremhævet, at majoritetsaktionæren Bonnier gerne vil investere i vækst, ”men udfordringen for os som ejere var, at vi har manglet den vækstplan, som vi skulle allokere kapital til at forfølge.”  Han tilføjede, at vækstinitiativer skal komme fra ledelsen selv - og ikke fra bestyrelsen.

"En fuldstændig hysterisk debat"

Det er jo svært at vide, om Anders Krab hentydede til sin tidligere formand, men han sagde i hvert fald i denne uge til MediaWatch, at han synes, ”det er en fuldstændig hysterisk debat, der foregår omkring medievirksomheders toplinjer.”

Så kom vækstplanen fra Anders Krab-Johansen

Og den kommentar faldt netop sammen med, at Krab-Johansen var i offensiven med en dristig, digital vækstplan, der skal tage Berlingske et stort skridt videre ind i den digitale virkelighed, velvidende, at det vil koste på omsætningen. Hver 10. stilling skæres væk hos Berlingske Media, der omfatter de fire hovedbrands, BTMX, Berlingske, Weekendavisen og Radio24syv.

Nilfisk - så kører det for dig

Et brand er om nogen Nilfisk, som de fleste danskere over 50 år husker fra dengang, hvor udvalget af støvsugere på vores breddegrader var knap så stort som nu . I dag er det en virksomhed, der melder om både robotter og selvkørende rengøringsmaskiner. Virksomheden offentliggjorde denne uge regnskab, som dets ledelse i Finans udtrykte klar tilfredshed med. Omsætningen steg til 8,1 mia. kr., og overskuddet blev på 302 mio. kr.

Rema rykker

Den norske discountkæde Rema 1000 var også aktuel med regnskabtal, og detailkæden fortsætter sin kraftige fremgang i Danmark. Det skriev Børsen med henvisning til tal, der kommer fra selskabets nye regnskab for 2017.Omsætningen i Rema 1000 Danmark steg i 2017 med 12,3 pct. til 13,9 mia. kr., mens den norskejede virksomhed landede et rekordoverskud på 470 mio. kr. før skat mod 373,7 mio. kr. i 2016.

 

Kæden har en målsætning om at åbne mellem 15 og 25 nye butikker om året. I 2017 blev 20 nye Rema 1000-butikker åbnet.

..og også Lagkagehuset er ekspansionslysten

Åbne butikker vil Lagkagehuset også ifølge dets nye direktør i Danmark, John Tønnes. I dag er der 76 butikker herhjemme, men kæden skal være meget større: "Der er plads til op imod det dobbelte antal butikker, og det har vi en ambition om, at vi skal opnå inden for de næste fire år," siger han i et interview med FødevareWatch. For godt et par år siden var koncernchef Jesper Friis langt mere konservativ i sin vurdering af potentialet.

Løven brøler

En af landets medicinalkoncerner Leo Pharma, der er blandt verdens største inden for hudsygdomme med særligt fokus på psoriasis, var regnskabsaktuel. Og det ser ud til, at selskabets ambitiøse topchef Gitte Aabo, der måske ikke er så kendt i offenligheden som andre kvindelige frontløbere, er ved at få et godt tag i udviklingen efter meget omfattende strategiske tiltag de seneste år. Omfattende effektiviseringer i Leo Pharma har givet den danske dermatologikoncern mere end en fordobling i driftsresultatet og knap en fordobling af overskuddet.

Foto: /Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
Foto: /Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe

Foto: /Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe

I det hele taget er de fleste nok bevidste om, at life science, der dækker over både biotek, medicial, medico og rehab, spiller en meget stor rolle for dansk økonomi, herunder skat og beskæftigelse. Og det kom også til udtryk fredag, da regeringen afslørede, at den opretter en fokuseret enhed på seks personer i Erhvervsministeriet, der fremover skal fungere som én samlet indgang for life science-industrien til de mange ministerier, der er i berøring med branchen.

Nyheden kom frem i forbindelse med præsentationen af en life science-vækstplan, der blandt andet sætter fokus på en styrket Lægemiddelstyrelse, adgang til kvalificeret arbejdskraft og mere klinisk forskning til Danmark.

Ghettoplan er god for byggesektoren

Den store plan, med 37 initiativer, vakte dog knap så megen opmærksomhed som en anden plan - nemlig planen om at slippe af med de danske ghettoer. Den plan er der bestemt delte meninger om derude.

Men fra den danske byggesektoren var budskabet klart nok: "Vi glæder os over, at der øremærkes penge til at renovere, rive boligblokke ned og ændre infrastrukturen. Det er afgørende, hvis man skal ghettoproblematikken til livs," skrev  Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

Spørgsmålet er, hvor de mange håndværkere skal komme fra. Men lad nu det ligge.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også