Jubel i dansk erhvervsliv - sådan da

Ugen bød på masser af positive nyheder; kapitalfondene er gode til at tjene penge, provinsens virksomheder er i bedste form, øget gennemsigtighed ved aktiehandel er et plus for investorer, og danske erhvervsledere er i væksthumør. Der er dog også undtagelser. Fik du det hele med?
Henrik Tüchsen, redaktionschef på Watch Medier, har fokus på ugens vigtigste nyheder for dansk erhvervsliv.
Henrik Tüchsen, redaktionschef på Watch Medier, har fokus på ugens vigtigste nyheder for dansk erhvervsliv.

Mens præsident Trump og Nordkoreas leder Kim Jung-un indledte året med en verbal krig om atomknapper, og statsminister Lars Løkke (V) på den hjemlige front blæste til angreb på utrygge ghettoer, kunne man et stykke ad vejen søge tryghed i nyhederne på erhvervsfronten.

Traditionen tro havde flere erhvervsmedier kørt lidt større, brede sager i stilling til de første dage efter nytår, og her var nemlig godt nyt.

Børsen kunne således med baggrund i en Greens-undersøgelse og svar fra 424 topledere fortælle, at lederne af vores store virksomheder er optimister og tror på fremgang i den hjemlige økonomi – og øget vækst i indeværende år.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Økonomer tror på bedre tider

Trods lidt lunkne, nogle vil sige mystiske, økonomiske tal for Danmarks vækst i 3. kvartal 2017 tror økonomerne også på, at der er bedre tider forude. En Børsen-rundspørge blandt ni økonomer fra banker og erhvervsorganisationer, viser, at ”der blandt økonomerne er en forventning om, at væksten i 2018 lander på omkring 2 pct.”

Og torsdag middag kunne Børsen ligeledes fortælle, at der er udsigt til den højeste vækst i ti år. Det er konklusionen fra økonomer i kølvandet på offentliggørelsen af konjunkturbarometeret fra Danmarks Statistik (DST) over væksten i industrien, detailhandlen, serviceerhvervene og byggeriet for december.

Kapitalfonde skaber overskud

Godt nyt kan det også sagtens være, at det tidligere andelsejede Grønttorvet, omdøbt til Copenhagen Markets og flyttet til Taastrup, ifølge Berlingske er blevet opkøbt af kapitalfonden NREP Logicenters for et trecifret millionbeløb. Skulle det nu være godt, vil nogle skeptikere sikkert spørge med tanke på, at fondenes finansdrenge nu også skal blande sig med stadeholdere på grøntmarkeder. Men sagen er faktisk, at kapitalfondene ofte kan det der med at skabe bedre overskud og vækst.

Finans fortalte i denne uge, at ”afkastet af investeringerne i en børsnoteret virksomhed er markant dårligere end i kapitalfondsejede virksomheder. Samme billede ses, når man måler på overskudsgrad og på forrentning af egenkapital.” Den konklusion er baseret på” Management Performance Survey 2017”, der er en analyse af ledelsen af de godt 1.600 private virksomheder i Danmark med mere end 100 ansatte. Tallene er udgivet af search-firmaet Alexander Hughes og hentet i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Copenhagen Markets. Foto: Mikkel Bækgaard.

Virksomheder rykker i provinsen

Samme analyse konkluderer i øvrigt også, om end i en lidt anden boldgade, at ”afkast af investeringer, soliditet og forrentning af egenkapitalen har det bedre i en af landets større virksomheder, når den ligger i provinsen frem for i københavnsområdet.”

Og hvorfor nu det? Ja, det det giver direktør i Væksthus Sjælland Mads Vaczy Kragh sit bud på over for Finans: ”Hovedstaden har mange hovedsæder og servicevirksomheder. Sammensætningen af sektorer gjorde, at vi på Sjælland blev relativt hårdere ramt end i hovedstaden, så krisebevidstheden var nok større her. Virksomhederne var nødt til at "grave dybere" end i København, hvor man hurtigere var tilbage på niveauerne fra før finanskrisen.”

Endelig en realitet

Ugens store finansielle begivenhed var inden for kapitalforvaltning. Efter mange måneders forberedelse til en ny EU-lovgivning, Mifid II, blev lovgivningen implementeret. Mifid II har i hvert fald det seneste år sendt en masse mennesker på overarbejde inden for investeringer og forvaltning.

Foto: /ritzau/AP/RICHARD DREW/Arkiv
Foto: /ritzau/AP/RICHARD DREW/Arkiv

/ritzau/AP/RIichard Drew/arkiv

Det overordnede formål er at skabe øget gennemsigtighed om handel og priser til gavn for investorerne. En sideeffekt er, at gennemsigtigheden formentlig vil skabe øget efterspørgsel efter Exchange Traded Funds ((ETFere), de fremadstormende passive fonde, der er billigere for investorerne at handle i.

Her er det så op til de forvaltere, der tager penge for at forvalte de aktive fonde, at bevise, at de er pengene værd.

DSB skærer ned

En god nyhed var det derimod ikke, at DSB annoncerede nedskæringen af 100 stillinger i administrationen, svarende til syv procent af medarbejderne. Begrundelsen er jagten på effektiviseringer.

Landmænd kommer under pres

Trist var det også at læse Finans’ historie om, at et par års optur er ved at være forbi for de danske landmænd. At priser på smør og svinekød falder.

Foto: Danish Crown/PR
Foto: Danish Crown/PR

Foto: Danish Crown/PR

Bønderne kunne ellers godt bruge nogle flere års medvind efter den modvind, som de mødte under finanskrisen. Problemet er, som det historisk har været, at især svineproducenterne har det med at sætte fut under produktionen, når priserne er høje. Og så er der pludselig for meget. Man må håbe, at mange har formået at lægge til side, og så er det vel mere eller mindre et faktum, at den bedste tredjedel af producenterne også formår at tjene penge, når priserne er lave.

Eller sagt på en anden måde, så afføder konjunkturerne et naturligt udskilningsløb, hvor de mest effektive overlever – som i så mange andre brancher.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også