Ny redaktør på plads for FinansWatch

Jakob Skouboe tiltræder i dag som redaktør for FinansWatch, hvor han skal videreudvikle og udbygge positionen som det førende medie om den finansielle sektor.
AF REDAKTIONEN

Jakob Skouboe er tiltrådt som ny redaktør for FinansWatch. Sammen med medredaktør David Bentow og den øvrige redaktion, skal han bygge videre på den succes, der blev grundlagt, da FinansWatch gik i luften med udgangen af 2010.

”Jeg glæder mig til at komme i gang. Det er et privilegium at få lov til at stå i spidsen for landets bedste finansredaktion, og jeg er overbevist om, at vi i fællesskab kan gøre journalistikken på FinansWatch endnu bedre og derigennem gøre FinansWatch til et endnu vigtigere medie for alle med interesse for den finansielle sektor,” siger Jakob Skouboe, der netop har færdiggjort den anmelderroste bog ”OW Bunker – insiders fortælling om det dramatiske kollaps”. Han afløser Kasper Kronenberg, der stoppede som redaktør i foråret for at blive chef for TV 2 Finans.

På godt fire år har FinansWatch udviklet sig til ikke blot at være en redaktionel, men også en økonomisk succes. Det har gjort det muligt løbende at styrke redaktionen, ligesom det har skabt grundlag for etableringen af en række søstermedier til andre vigtige brancher i danske erhvervsliv. FinansWatch er i dag en del af Watch Medier, der desuden omfatter søstermedierne EnergiWatch, FødevareWatch, MediaWatch, MedWatch og FødevareWatch. Alle abonnementsbasserede onlinemedier, der har til formål at levere uafhængig, kritisk og fair journalistik med fokus på substansen – skrevet af specialiserede journalister.

”Fundamentet for succesen er investering i gamle journalistiske dyder tilpasset en ny digital virkelighed. Det er kvalitetsjournalistik, der har bragt FinansWatch til vores nuværende position, og det er kvalitetsjournalistik, der skal bringe os videre.  Den type journalistik er Jakob Skouboe eksponent for,” siger Anders Heering, chefredaktør for Watch Medier. Han peger desuden på, at forbedring af brugervenligheden og designet på FinansWatch som indsatsområder den kommende tid.

Jakob er 45 år og har siden 2008 været journalist på Dagbladet Børsen, hvor han også har fungeret som virksomhedsredaktør. Han har dækket en lang række områder og virksomheder, herunder Vestas, Dong, TDC, M&A, kapitalfonde mm. Sideløbende med arbejdet på Børsen har Jakob været gæstelærer på journalistlinjen på SDU i Odense. Han har to gange været nomineret til FUJ¬prisen for gravende journalistik. Før han kom til Børsen, har han blandt andet været journalist på Berlingske Business og Politiken.

Samtidig med ansættelsen af Jakob Skouboe som redaktør for FinansWatch, er Henrik Tüchsen blevet udnævnt som redaktionschef for Watch Medier, herunder også FinansWatch, for at styrke den tværgående redaktionelle organisation i det hastigt voksende mediehus. Henrik Tüchsen kommer fra en stilling som redaktør på MedWatch og FødevareWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også