Analytikere: Direktørskifte er god latin

Der er masser af ræson i Danske Banks beslutning om at skifte administrerende direktør Eivind Kolding ud med Thomas Borgen på nuværende tidspunkt.
AF RITZAU FINANS

Sådan lyder vurderingen fra to analytikere, der dog i første omgang noterede sig nyheden med overraskelse.

"Det er umiddelbart en overraskelse, og det giver altid negative tanker i første omgang, når en direktør bliver skiftet ud. Men det her virker faktisk rigtig naturligt, når man dykker ned i det. Eivind Kolding har ydet et stort og kompetent stykke arbejde, og branden er nu slukket. Det her er en anerkendelse af, at der er brug for en ny og mere operationel profil nu, hvor linjerne for, hvor Danske Bank skal hen, er udstukket," siger Jesper Christensen, der er Danske Bank-analytiker hos Alm. Brand Markets til Ritzau Finans.

Den holdning deles umiddelbart i Aabenraa, hvor Sydbanks bankanalytiker Bjørn Schwartz noterer sig, at den kundevenlige del af 2015-strategien er i fokus med et direktørskifte som dette.

"Det er et signal om, at man forcerer den strategi, der blev lanceret sidste efterår. Thomas Borgen kan eksekvere i henhold til den strategi - og sikkert hurtigere, end vi tidligere har set. Det er et ønske om, at den kundevenlige del af strategien skal sikres. Kolding har ydet et stort stykke arbejde, men Thomas Borgens profil passer bedre ind til denne del af eksekveringen - også baseret på hans meritter i banken," siger Bjørn Schwarz til Ritzau Finans.

Derfor mener analytikeren også, at Danske Bank-aktien bør reagere positivt på nyheden på sigt.

"Vi bør se en positiv kursreaktion, for det er umiddelbart positivt nyt. Den første reaktion i aktien skal mere ses som overraskelse eller chok over nyheden," konstaterer Bjørn Schwarz.

Danske Bank-aktien faldt umiddelbart efter nyheden med omkring 2 pct., men efterfølgende har bankpapiret rettet sig op og ligger nu i spidsen af C20 Cap-indekset med et løft på 2,2 pct. til 118.90 kr.

/ritzau/FINANS

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også