SEB Pension: Vi er parat til priskrig

Priskrig og lavkonjunktur har ført til lavere præmieindbetalinger i SEB Pension i 2011, men selskabet er parat til at tage kampen op mod PFA og Danica, fortæller matematisk direktør Kim Johansen i forbindelse med regnskabsaflæggelsen. SEB Pension fik i 2011 et overskud på driften på 485 mio. kr.

Kampen om kunderne i pensionssektoren er spidset til, og den har også ramt SEB Pension, som i 2011 har set en tilbagegang i de løbende præmieindbetalinger på 4,9 pct.

Det skyldes både en øget konkurrence og en generel stilstand i samfundsøkonomien, fortæller matematisk direktør i SEB Pension Kim Johansen.

"Det er en kombination af, at der er stor konkurrence på firmamarkedet. Det mærker vi i form af kundeomsætning, og det er oplagt, at vi kan se en nedgang. Samtidig er der ikke så mange ansatte i virksomhederne, og der er ikke de samme lønstigninger, så afmatningen i økonomien rammer også os," siger han til FinansWatch.

Prispres i markedet

Særligt PFA har de seneste måneder været på kunderov hos de konkurrerende pensionsselskaber og har på den måde skabt fremgang i præmieindbetalingerne i et ellers stillestående marked. SEB Pension vil dog ikke bare se til, mens kunderne forlader butikken.

"Der er ingen tvivl om, at der er et prispres i markedet, og det forholder vi os til i den forstand, at vi gerne vil passe godt på vores kunder, og vi vil også gerne have nye. Vi lægger os ikke ned. Vi kommer til at kæmpe i det marked på lige fod med de andre store selskaber," siger Kim Johansen.

SEB Pension har bl.a. sænket omkostningsprocenten på sine markedsrenteprodukter Tidspension og Markedspension fra 0,91 pct. til 0,84 pct.

Omkostninger skal tilpasses

De lavere priser kommer dog til at koste på bundlinjen, og dermed skal der spares andre steder i organisationen, erkender den matematiske direktør.

"Hvis man vil være i det marked, skal man give de rigtige priser, og så må vi se, hvordan vi kan optimere forretningen endnu mere for at få omkostningerne til at passe til de fremtidige indtægter. Det er det vi pusler med i dagligdagen. Vi er klar til at kæmpe i det marked," siger Kim Johansen til FinansWatch.

På driften fik SEB Pension et overskud på 485 mio. kr. mod 412 mio. kr. året før, hvilket Kim Johansen betegner som tilfredsstillende.

 Ser man på bundlinjen er overskuddet dog næsten halveret ift. året før, nemlig 354 mio. kr. mod 675 mio. kr. året før.

Det skyldes, at SEB har været nødt til at hensætte 131 mio. kr. til skyggekontoen, og dermed ikke kan tælle dette beløb med i overskuddet. Sidste år kunne SEB Pension tilbageføre 263 mio. kr. fra skyggekontoen, hvilket er grunden til den store forskel i resultaterne.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også