Appetitten på ejerlejligheder aftog i april trods stigende hussalg

Forårsstemningen har ramt salget af huse, der steg i april. Derimod stod salget af ejerlejligheder i stampe.
Markedet har været præget af en mættet appetit på ejerlejligheder. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Markedet har været præget af en mættet appetit på ejerlejligheder. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
af ritzau

Mens landets ejendomsmæglere har kunnet sole sig i flere hussalg i april, har appetitten på ejerlejlighedsmarkedet været mættet.

Det viser friske tal fra Boligsiden, som er mæglernes portal for boliger, der er udbudt til salg.

I april blev der solgt 1328 ejerlejligheder på landsplan. Det er en nedgang på 1,8 procent i forhold til måneden før.

En cocktail af nye boligskatter fra årsskiftet og et uændret prisniveau på ejerlejligheder har fået lejlighedssalget til at stagnere, selv om det ellers normalt stiger i foråret.

Det siger Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit.

”Hovedsynderen er formentlig de nye boligskatter, der fra årsskiftet gjorde det dyrere for købere at købe en ejerlejlighed. Og så i kobling med de forholdsvis høje renter, vi har for tiden, er der flere, der falder fra,” siger hun.

Fremtiden for salget af ejerlejligheder i år ser heller ikke just positivt ud i boligøkonomens øjne.

”Vi forventer, at vi ser ind i en periode - det kunne sagtens være resten af 2024 - hvor vi vil se et forholdsvis sløjt ejerlejlighedssalg, indtil sælgerne bliver møre nok til at give sig noget mere på priserne,” siger hun.

Antallet af solgte lejligheder steg dog fra marts til april på landets største ejerlejlighedsmarked - i Københavns Kommune.

Her blev der solgt 474 ejerlejligheder, hvilket er seks procent flere end i marts.

Forårsstemningen på husmarkedet har dog været til at føle på i april, hvor der blev solgt 4470 huse. Det er en fremgang på 9,7 procent i hussalget i forhold til måneden før.

Det er ifølge Mira Lie Nielsen et udtryk for, at det går ganske godt i Danmark.

Der er høj beskæftigelse, og der er reallønsfremgang, så mange oplever at have flere penge mellem hænderne, og det gør danskerne økonomisk trygge, siger hun.

”Det har det med at sætte gang i hussalget.”

Hussalget i april 2024 ligger nær samme niveau som før corona i 2020, hvorfor tallene også vidner om et historisk ganske pænt hussalg, tilføjer hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer