Storbank forudser store vejrskader i Tryg-regnskab
Forsikringskoncernen Tryg ventes i første kvartal at have haft større vejrskader, end der normalt budgetteres med for de måneder. Hertil vil forsikring af et nedbrændt svensk vandland også udløse et højt storskadeniveau.
Til gengæld ventes regnskabet, der offentliggøres 17. april, at byde på en stærk præmievækst, og en stigning i udbytte på ventet 8 pct. kan også blive en positiv historie på regnskabsdagen.
Det vurderer det tyske finanshus Berenberg, der gentager en købsanbefaling af Tryg-aktien med et kursmål på 170 kr.
”Vi forventer, at første kvartal er fortsat, hvor fjerde kvartal slap, når det gælder udviklingen i skadesomkostningerne, med vejrskader over Trygs budget for et første kvartal, som tegner sig for 40 pct. af den årlige allokering,” skriver Berenberg i et notat.
Tryg har en normalforventning for vejrskader på 800 mio. kr. om året, hvor der budgetteres med 40 pct. i første kvartal - det vil sige 320 mio. kr.
Berenberg regner imidlertid med vejrskader i kvartalet på 360 mio. kr.
Storskaderne ventes også over kvartalsbudgettet på grund af Trygs velkendte eksponering som forsikringsselskab af den svenske forlystelsespark Liseberg, der brød i brand 12. februar.
”Vi forventer dog, at Trygs eksponering til den skade vil være begrænset til 200 mio. på grund af genforsikringsdækning, men det vil stadig være nok til at bringe kvartalets samlede storskader over selskabets budget på 200 mio. kr.,” skriver Berenberg.
Tryg har også for storskader en normalforventning på 800 mio. kr. årligt. I første kvartal regner Berenberg med 275 mio. kr. i storskader.
”På den anden side forventer vi en stærk toplinjevækst, en forbedret underliggende skadesudvikling, solide investeringsindtægter - takket være stigende finansmarkeder - og en stærk vækst i udbyttet,” skriver Berenberg.
Finanshuset venter, at kvartalsudbytte hæves til 2 kr. per aktie og estimerer for året 8 kr. i udbytte svarende til en stigning på 8 pct. For 2023 udloddede Tryg 7,4 kr. per aktie fordelt med 1,85 kr. i hver af de fire kvartaler af året.
Relaterede artikler
Tryg mistede markedsandele i Norge sidste år
For abonnenter