Tommelfingerregel taler for amerikansk rentesænkning allerede til marts

Sandsynligheden for en rentesænkning i marts er dog faldet de seneste uger.
Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

En gammel økonomisk tommelfingerregel peger i retning af en rentenedsættelse i USA allerede til marts, selv om markedet den senere tid har reduceret sine sats på netop det.

Handelen med rentefutures indikerer onsdag en sandsynlighed på 40 pct. for, at Federal Reserve vil sænke sine toneangivende rente, som for tiden ligger i 5,25-5,50 pct.

Det er et noget mere forsigtigt væddemål end for blot to uger siden, hvor sandsynligheden i markedet var indikeret til 80 pct., og udviklingen er kommet på bagkant af endnu en række stærke amerikanske nøgletal.

Hos Apollo mener Torsten Sløk imidlertid, at renten i USA lige nu skulle ligge i 4,50 pct., hvis man styrer den efter den såkaldte Taylor-regel, skriver Bloomberg News.

Taylor-reglen er en pengepolitisk model, der blev udviklet af økonomen John Taylor i 1983, og den amerikanske centralbank har faktisk anvendt reglen i årtier, men ikke fulgt den så nøje de senere år. Faktisk, påpegede Torsten Sløk selv for et års tid siden, at renten burde have været i 9,00 pct, mens den altså i denne omgang toppede i sit nuværende niveau sidste sommer.

Reglen fastsætter en centralbanks styringsrente baseret på forskellen mellem faktisk inflation og målinflation samt produktion og potentiale for at opretholde prisstabilitet og maksimal beskæftigelse. Jo højere inflation eller jo lavere ledighed, jo højere rente tilsiger modellen.

Beregningerne fra Apollos cheføkonom peger på, at den har ligget i 4,50 pct. i et stykke tid. Og det taler for en vending, et pivot, i pengepolitikken før snarere end senere.

Handelen med rentefutures peger på godt fem rentelempelser i år på hver 0,25 pct.point til 3,99 pct. til nytår. For nogle få uger siden indregnede markedet næsten syv nedsættelser.

Centralbankens egen chefgruppe indikerede imidlertid i december i forbindelse med den seneste kvartalsprognose, at renten i 2024 ville blive sat ned tre gange i alt til 4,625 pct.

Onsdag var der dog investorer, som satsede næsten 4 mio. dollar på optionskontrakter, der giver den største gevinst, hvis renten i USA fastholdes uændret frem til september.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også