Fed-chef ønsker hurtig rentestigning

Inflationstal får Fed-chef til at ønske hurtig reaktion på renterne.
Foto: Leah Millis
Foto: Leah Millis

James Bullard, som er chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves, Feds, afdeling i St. Louis, ønsker at kollegaerne i centralbankens ledelse hurtigt sætter renten op efter fredagens overraskende høje måling af kerneinflationen i januar.

”Hurtig handling nu, genetabler troværdigheden nu,” sagde James Bullard fredag ved et arrangement, ifølge Bloomberg News.

St. Louis direktøren hører til blandt strammerne i Federal Reserves ledelse, men han har ikke stemmeret i renteudvalget i 2023.

Hans opfordring til hurtig handling kommer efter, at inflationen i januar overraskede til den høje side.

Kerneprisindikatoren PCE Core, som er Federal Reserves foretrukne mål for inflationen, viste nemlig en stigende tendens med en årsvækst på 4,7 pct. i forhold til 4,6 i december, hvilket samtidig var en oprevidering af den oprindelige måling for julemåneden fra 4,4 pct. Centralbankens eget mål om prisstabilitet udtrykkes om 2,0 pct. om året.

”Det, man virkelig ønsker, er etablering af troværdighed omkring målet på 2,0 pct. Der er en vis demonstration over for markedet,, hvis man bevæger sig hurtigt.”

”Hvis ikke man gør det, risikerer man en situation ligesom i 1970’erne, hvor man er nødsaget til at løfte renten mere på et senere tidspunkt og muligvis forstyrre realøkonomien yderligere.”

Den amerikanske centralbank har siden marts sidste år hævet sin rente otte gange fra omkring nul til 4,50-4,75 pct., men den har også indikeret flere renteløft forude. Seneste kvartalsprognose fra banken fra december pegede således på en nytårsrente i år på 5,125 pct.

Handelen med rentefutures indikerer imidlertid en terminalrente til september på 5,40 pct. og en rente ved årets udgang på 5,27 pct.

Den 1. februar efter Federal Reserves seneste rentemøde var buddet en top i 4,89 pct. og en nytårsrente på 4,40 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også