Nordea: Økonomien bremser op og slår bak i 2023
Den danske økonomi er på vej ind i en ny fase efter en lang række stramninger af pengepolitikken fra centralbankerne i løbet af sidste år.
Det betyder også, at forbruget ventes at falde i år, samtidig med at virksomhederne også ventes at være tilbageholdende med deres investeringer, lyder det i en ny prognose fra Nordea.
Banken venter i 2023 en negativ vækst i det danske bruttonationalprodukt (BNP) på 0,5 pct. - en klar nedrevidering fra en fremgang på 0,5 pct. i prognosen fra september sidste år.
”2023 tegner til at blive endnu et usikkert og udfordrende år. Selv om inflationen synes at have toppet, er det fortsat et åbent spørgsmål, hvor meget pengepolitikken skal strammes yderligere for at bringe den afgørende ned. Hvis stramningen ikke er tilstrækkelig, risikerer inflationspinen at trække ud længe endnu. Hvis pengepolitikken omvendt strammes for meget, risikerer det at føre økonomierne ud i en dyb og langvarig recession,” skriver Helge J. Pedersen, der er cheføkonom hos Nordea, i en kommentar.
Mod slutningen af året venter Nordea dog igen, at den økonomiske aktivitet vil tage til, hvilket kan bane vejen for forventningen om en positiv vækst på 1,0 pct. i 2024.
Arbejdsløsheden, venter Nordea, vil stige til 3,4 pct. i år og videre til 3,5 pct. næste år. I september var Nordeas bud en arbejdsløshed på 3,3 pct. i år.
For inflationen er Nordeas forventning et fald til 5,0 pct. i år, inden den aftager helt til omkring Den Europæiske Centralbanks (ECB’s) målsætning ved at ramme 2,4 pct. i 2024 ifølge storbankens prognose.
Der er dog tale om et løft i inflationsforventningerne til 2023 siden prognosen fra september, hvor Nordeas bud var 4,5 pct.