Investorer holder vejret før stor regnskabsdag for amerikanske banker

Efter fredagens kursfald i USA har investorerne beherskede forventninger til Goldman Sachs og Bank og New York Mellon, der begge kommer med regnskab tirsdag.
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix/REUTERS / X02844
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix/REUTERS / X02844
AF MARKETWIRE

Mens det amerikanske finansmarked mandag holder lukket på grund af Martin Luther King Day, så kan investorerne tirsdag se frem til regnskaber fra blandt andet Goldman Sachs og Bank of New York Mellon.

Her skal de to storbanker forsøge at gøre et bedre indtryk på investorerne, end det lykkedes deres rivaler fra JPMorgan Chase og Citigroup at gøre fredag, hvor de to - og Wells Fargo - for alvor skød gang i den amerikanske sæson for aflæggelse af regnskaber for fjerde kvartal.

Særligt JPMorgan fik en hård medfart i fredagens marked, hvor aktien blev sendt ned med 6,2 pct., mens Citigroup slap mere nådigt med et minus på 1,3 pct. Wells Fargo formåede derimod at hive et plus i land på 3,7 pct. på aktiekursen efter sit regnskab.

Kursfald før regnskab

Goldman Sachs blev med et fald på 2,5 pct. også ramt af den generelle nedtur for banksektoren i USA fredag. Det skyldes formentlig, at investorerne efter tallene fra JPmorgan og Citogroup har justeret en smule i deres forventninger til, hvad Goldman Sachs kan diske op med tirsdag.

Regnskabet fra Goldman Sachs offentliggøres efter planen tirsdag kl. 13.30 dansk tid og ventes at vise samlede indtægter i fjerde kvartal på 12,01 mia. dollar. Desuden estimeres en justeret indtjening per aktien på 11,65 dollar og et justeret nettoresultat på 4,12 mia. dollar. Det viser et konsensusestimat indsamlet af Bloomberg News.

"Vi venter, at styrken i Goldman Sachs' gebyrindtjening i investment banking vil være et højdepunkt i fjerde kvartal - understøttet af lederskab inden for rådgivning og børsnoteringer og robuste volumener," skriver Bloomberg Intelligence, som også peger på en solid gebyrindtjening fra gældsudstedelse, hvor store virskomhedskunder blandt andet har hentet finansiering til opkøb.

Regnskabet fra Bank of New York Mellon kommer formentlig til at stå noget i skyggen af tallene fra Goldman Sachs, som da også er en noget større bank. Bank of New York Mellon ventes i fjerde kvartal at have genereret samlede indtægter på 3,98 mia. dollar, mens estimatet for det justerede nettoresultat ligger på 826 mio. dollar.

Omkostningerne skuffede hos JPM

Fredagens regnskab fra JPMorgan Chase viste et større overskud på bundlinjen end ventet. Men flere andre forhold i regnskabet fik investorerne til at reagere negativt.

Blandt andet faldt udlånet til både privat og virksomheder i fjerde kvartal, og samtidig endte handelsindtægterne lavere end ventet i markedet. Nok så væsentligt steg storbankens omkostninger med 11 pct. sammenlignet med samme periode et år tidligere, og i 2022 venter JPMorgan omkostninger på massive 77 mia. dollar - eksklusive retsomkostninger.

Det vil sammenlignet med 2021 svare til en stigning på 8,6 pct.

Også Citigroup var på retur efter sit regnskab for fjerde kvartal, og også her spillede svage handelsindtægter en væsentlig rolle. Samtidig faldt overskuddet klart sammenlignet med fjerde kvartal et år tidligere, men endte dog en spids over analytikernes forventninger.

Stærke tal fra Wells Fargo

Noget lysere så det ud for den californiske bank Wells Fargo, der både på indtægterne på de øvre regnskabslinjer og på bundlinjen kunne levere bedre end ventede tal for fjerde kvartal.

Wells Fargo hentede i fjerde kvartal samlede indtægter på 20,9 mia. dollar mod ventet 18,9 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Indtjeningen per aktie landede samtidig på 1,38 dollar mod ventet 1,12 dollar blandt analytikerne. Samlet betød det et overskud på 5,8 mia. dollar. Det var også samtidig en klar forbedring fra fjerde kvartal året før, hvor overskuddet per aktie blev på 0,66 dollar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også