FinansWatch

Markant stigning i antallet af konkurser i finansbranchen

Antallet af konkurser i finansbranchen er steget i første kvartal 2021 sammenlignet med samme periode sidste år, viser ny opgørelse. Også andre brancher oplever flere konkurser.

Foto: Colourbox

En ny opgørelse viser en væsentlig stigning i antallet af konkurser i finanssektoren.

Det oplyser det københavnske kreditoplysningsfirma Risika.

Blandt pengeinstitutter og finans-og forsikringsvirksomheder er denne stigning på 340 pct.

I alt er 647 virksomheder i branchen gået konkurs i første kvartal i år. I samme periode sidste år gik 147 virksomheder konkurs.

Opgørelsen viser, at holding- og investeringsselskaber står for den klart største andel af finansbranchens konkurser. Således måtte 531 holding- og investeringsselskaber dreje nøglen om i årets første kvartal mod 121 i samme periode sidste år.

Samtidig er 116 finansvirksomheder, der ikke er holding- eller investeringsselskaber, gået konkurs i årets første kvartal. Det er en stigning på 346 pct. fra samme periode sidste år, hvor konkurstallet for denne gruppe var 26.

Det er ikke kun inden for finansbranchen, at flere virksomheder bukker under. Risikas opgørelse dækker over 14 brancher, hvor samtlige brancher har oplevet større eller mindre stigninger. Også inden for kultur- og fritidsbranchen har flere virksomheder begæret konkurs i årets første kvartal. I kategorien, der dækker over kultur, forlystelser og sport, er der en stigning på 119 pct. 35 virksomheder er gået konkurs, hvorimod det tal sidste år var 16.

Inden for information- og kommunikationsbranchen, der dækker over forlag, TV og telekommunikation, er der 156 flere virksomheder end sidste års antal, der er gået konkurs, hvilket er en stigning på 223 pct. De virksomheder, der oplevede den mindste stigning var inden for kategorierne undervisning og fremstillingsvirksomheder. De oplevede en stigning på henholdsvis 75 og 68 pct.

Restaurationsbranchen står for

I februar skrev Børsen Pro, at Risika vurderede, at op imod 15.000 virksomheder vil gå konkurs i 2021 som konsekvens af coronakrisen, og at det særligt vil gå udover København og Sjælland. Hovedstaden ventes at stå for 51 pct. af alle konkurser i år, hvilket svarer til 36 konkurser per 10.000 indbyggere.

”Sammenlignet med de øvrige dele af landet har Hovedstaden en stor overvægt af restauranter, hoteller og virksomheder, som opererer inden for oplevelsesøkonomi. Det er en branche, som har været hårdt påvirket af corona-restriktioner, og derfor har vi både set – og vil komme til at se – langt flere konkurser i Region Hovedstaden end andre steder, sagde Timm Jeppesen, der er medstifter og topchef i Risika, til mediet.

Den nye opgørelse fra Risika viser, at der er sket en stigning på 147 pct. konkurser blandt overnatningsfaciliteter og restaurationsvirksomheder i første kvartal.

Mere fra FinansWatch

Valgkampen var smal og hård - nu skal bestyrelsen i P+ have fokus på hele medlemsskaren

Uenighed er en del af et sundt medlemsdemokrati, men når man samles i en bestyrelseslokale er der ikke plads til særinteresser. I stedet skal fokus være på hele medlemsskaren. Sådan lyder det fra bestyrelsesformand i pensionskassen P+, Kim Duus, der efter en konfliktfyldt valgkamp til fire poster i pensionskassens bestyrelse nu skal have skabt fælles fodslag.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs