Europæiske finansministre skal sparke liv i bankunionen

Økonomiske reformer, finanspolitik i en krisetid, og en bankunion, der endnu ikke er på skinner. De europæiske finansministre har masser at se til, når de for første gang længe mødes i den virkelige verden fredag og lørdag
Finansminister Nicolai Wammen (S) kan se frem til at møde sine europæiske kolleger lørdag, hvor de blandt andet skal diskutere Bankunion. | Foto: Virginia Mayo/AP/Ritzau Scanpix
Finansminister Nicolai Wammen (S) kan se frem til at møde sine europæiske kolleger lørdag, hvor de blandt andet skal diskutere Bankunion. | Foto: Virginia Mayo/AP/Ritzau Scanpix

BRUXELLES

Det er tunge emner, der tages fat på, når de europæiske finansministre sætter sig sammen fredag og lørdag i Berlin for at diskutere finanspolitik.

Lørdag skal alle EU's 27 finansministre være repræsenteret, og her er bankunionen og en reform af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) igen på tapetet.

Der er bred enighed blandt ministrene om, at der skal gøres fremskridt på området, men der er stadig forskellige meninger, når det gælder ambition og timing.

I Italien er reformen af ESM’en en politisk betændt kartoffel og et spørgsmål, der splitter koalitionsregeringen, fordi højrefløjen mener, det betyder, at Italien skal til at restrukturere sin gæld på grund af for mange dårlige lån.

Det spænder ben for at komme videre med Bankunionen.

Den danske regering har endnu ikke meldt ud, hvorvidt man vil deltage i bankunionen.

Erhvervsminister Simon Kollerup sagde tilbage i februar til FinansWatch, at der skal arbejdes mere med sagen, før den beslutning kan tages.

"Som det er meldt ud tidligere, så mener regeringen, at der er flere områder, hvor der er behov for større klarhed, inden man lægger sig fast på, om Danmark skal deltage i bankunionen," udtalte han i et skriftligt svar den gang, og eftersom coronakrisen siden har taget al spotlight, så er den klarhed der endnu ikke.

Reformer af eurozonen

Inden drøftelserne om bankunionen skal sparkes i gang, skal eurogruppens ministre mødes, og de starter med at drøfte økonomiske reformer og budgetpolitik under krisen.

De 19 ministre vil diskutere, hvad der skal gøres for at genoplive deres coronaramte økonomier inden for rammerne af de nationale genopretningsplaner, som hvert medlemsland er blevet bedt om at udarbejde så man kan implementere den store europæiske genopretningsplan.

”Medlemskabet af euroområdet udgør en ramme, der skal tages i betragtning, når planerne udarbejdes,” citerer nyhedsbureauet Agence Europe, en højtstående unavngiven embedsmand i EU for at sige.

Eurogruppen skal give input til, hvordan man kan skabe sammenhæng mellem de 19 lande, så helheden af de nationale planer får større vægt end summen af dens dele.

”Det er det, økonomisk koordinering handler om,” lyder det fra embedsmanden.

I slutningen af marts satte EU-Kommissionen håndhævelsen af Stabilitets- og vækstpagten på pause set i lyset af det økonomiske pres, euro-landene kom under med coronakrisen, og ifølge den unavngivne kilde, er der ingen appetit blandt finansministrene på at sætte den i kraft igen p.t.

”Der er intet andet valg end at holde økonomien i live, indtil vi vender tilbage til normalitet,” lyder det fra Agence Europes kilde.

Men der er alligevel behov for at diskutere, hvornår der skal vendes tilbage til fælles EU-regler.

Og hvilke regler, der så skal være tale om, og den diskussion skal også påbegyndes af eurolandenes finansministre. I forhold til reglerne er EU-Kommissionen blandt andet ved at se på, om man kan lave en tilpasning af de europæiske skatteregler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også