Merkel: lad bankerne betale
Angela Merkel har angiveligt sagt til sine partimedlemmer, at hun ikke kan udelukke en græsk statsbankerot, samtidig med at hun har åbnet for genforhandlinger af den næste redningspakke, skriver Børsen i dag. Kansleren lovede den græske premierminister, George Papandreou, Tysklands fulde støtte i tirsdags i Berlin. Dette løfte synes dog at klinge hult, efter Merkel til en græsk statslig TV-station, NET, efterfølgende sagde
”vi må vente og se, hvad Trojkaen finder ud af, og om det indebærer, at vi skal genforhandle eller ej”.
Trojkaen er netop nu på vej til Athen for at godkende eller afvise den græske regerings seneste spareplan. Merkel holder altså med sin udtalelse døren åben for, at Tyskland ikke betaler til redningspakken, såfremt spareplanen ikke godkendes af Trojkaen. Dette er et indirekte løfte til de tyske skatteydere om, at de ikke skal hænge på hele regningen for en græsk statsbankerot.
En genforhandling af redningspakken indebærer nemlig krav fra Holland og Tyskland om, at banker skal tage et endnu større tab på deres græske statsobligationer. I forbindelse med den første redningspakke skulle bankerne lave et ”haircut” – altså en direkte afskrivning – på 21 pct. af deres beholdning. Denne gang afviser Frankrig dog blankt et sådant haircut med begrundelse i, at det vil medføre brandudsalg af særligt franske bankaktier. Dette standpunkt bakkes op af EU-kommissionen.
Det europæiske bankmarked ventes således at blive væsentligt berørt, såfremt forhandlinger om en kommende redningspakke bliver aktuelle.
Relaterede artikler:
EU klar med "græsk" skat til bankerne på 375 mia. kr.
For abonnenter