Nedskrivninger rammer storbanks regnskab hårdt

Finanskæmpen Bank of America har netop offentliggjort regnskabet for sidste kvartal i 2010, og nedskrivninger medfører underskud i milliardklassen.
AF STEFAN SINGH KAILAY

Den største bank i USA forbereder sig på store tab i fremtiden. Bank of America foretager enorme nedskrivninger og hensættelser som følge af dårlige lån og kommende retssager, hvilket vender et overskud til et dundrende underskud i fjerde kvartal af 2010.

1,24 mia. dollar eller 16 cent pr. aktie lyder den røde bundlinje hos banken på. Samme periode i 2009 resulterede i et underskud på 194 mio. dollar, så banken har ikke oplevet regnskabsmæssig fremgang.

Ny chef, store nedskrivninger

Uden nedskrivningerne og hensættelserne ville banken dog have haft et overskud på fire cent pr. aktie. Men det er ifølge Bloomberg stadig langt lavere, end analytikernes forventning på 21 cent pr. aktie. Brian T. Moynihan overtog chefstolen hos Bank of America for et år siden, og han har med den enorme nedskrivning og hensættelser til tab, der i alt lyder på 12,4 mia. dollar, slettet de foregående tre års overskud.

"Det er typisk for en ny administrerende direktør at rapportere en masse store afgifter for at sænke overliggeren for sig selv. Du har et lille vindue til at gøre dette uden at få skylden for det," siger en analytiker til Bloomberg.

Det er især opkøbet af realkreditselskabet Countrywide i 2008, der koster på bundlinjen hos Bank of America. Søgsmål og krav om tilbagekøb af dårlige lån har været en del af dagligdagen for banken, der er USA's største målt på aktiver.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også