34-årig med krudt i bliver formand for sparekasse

"Jeg har lært hjemmefra, at der er én, der skal bestemme, og det kan lige så godt være mig," siger den 34-årige advokat og jæger, der nu er blevet sparekasse-formand. Hun var kun et par år gammel, da den hidtidige formand blev valgt, så der er tale om et markant generationsskifte.
Pernille Amstrup-Bønløkke, bestyrelsesformand for Sparekassen Djursland | Foto: PR
Pernille Amstrup-Bønløkke, bestyrelsesformand for Sparekassen Djursland | Foto: PR

Det er som om, Pernille Amstrup-Bønløkke har taget en dyb indånding, lige inden hun tager telefonen, og først giver sig selv lov til lidt ny luft, efter FinansWatch lægger røret på igen 20 minutter senere.

Den 34-årige jurist er netop blevet valgt som ny bestyrelsesformand for Sparekassen Djursland, og hendes energi sprøjter ud af telefonen i ustoppelige kaskader af idéer og høje ambitioner.

"Hvis jeg ikke har noget at lave, så tripper jeg. Der skal helst ske noget hele tiden, og derfor har jeg altid mange jern i ilden," siger Pernille Amstrup-Bønløkke, som ikke lægger skjul på hverken det store energioverskud eller de høje ambitioner.

"Jeg stiler generelt efter at have indflydelse. Jeg har lært hjemmefra, at der er én der skal bestemme, og det kan lige så godt være mig," siger hun.

Der skal tjenes flere penge

Valget af Pernille Amstrup-Bønløkke som formand markerer et markant skifte i forhold til den hidtidige formand Christian Staugaard Nielsen, der har siddet på posten de seneste 32 år.

"Det kan ikke undgås, at der kommer nogle ændringer. Det er kun naturligt, når der kommer en ny formand til," siger hun.

Hvilke ændringer kunne det være?

"Hvis man ser tilbage i tiden, skulle sparekassen som udgangspunkt tjene nok penge til, at garanterne kunne få en fornuftig forrentning, men der var ikke behov for et større overskud. I dag skal der for alvor tjenes penge, og det er klart, at det vil få en betydning for, hvordan vi strategisk skal udvikle os."

Den nye formand er endnu ikke klar med konkrete initiativer, men de kommer, lover hun.

"Som sparekasse skal vi hele tiden ser på vores muligheder for at udvikle os. Hvad er vores stærke, og hvad er vores svage sider? Er der noget vi skal ændre? Hvad det så kommer til at betyde konkret, kan jeg ikke sige endnu, men med de lovregler, som vi allerede kender til, så skal der tjenes penge, og der skal tjenes godt med penge," siger hun.

Direktør var chef for formand

Som formand bliver Pernille Amstrup-Bønløkke chef for Sparekassen Djurslands 53-årige direktør Peter Lading Sørensen. Og dermed er ringen sluttet, for direktøren var for godt ti år siden chef for Pernille Amstrup-Bønløkke.

Dengang var Peter Lading Sørensen afdelingsdirektør i Djurslands Bank i Grenaa, og Pernille Amstrup-Bønløkke var sommermedhjælper i kassen nogle år under studierne. De har holdt kontakten siden, og derfor kender de to allerede hinanden godt.

"Hun gjorde allerede dengang et indtryk på mig, for der er gang i hende og fuld fart på," siger Peter Lading Sørensen og tilføjer:

"Sparekassen har haft samme formand i 32 år, så det er klart, at det her er en stor ændring. Men der er brug for ungt, friskt blod med tro på fremtiden, selvom det er en vanskelig branche."

Rødder på Djursland

Pernille Amstrup-Bønløkke, der til dagligt er advokat og associeret partner i Lindhardt Steffensen Advokater, blev valgt til sparekassens repræsentantskab i 2012, og i 2015 kom hun i sparekassens bestyrelse og blev næstformand allerede efter et år.

"Jeg havde da forstillet mig, at jeg gerne ville i bestyrelsen, dengang jeg blev valgt ind i repræsentantskabet. Det skal jeg ikke lægge skjul på," siger hun og tilføjer:

"Det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle være formand efter to år i bestyrelsen, men eftersom der var et naturligt generationsskifte, syntes jeg, at det kunne være spændende at være den, som førte stafetten videre."

Ud over at være betydeligt yngre end sin forgænger, adskiller hun sig ved at bo uden for Djursland. Således bor hun i True ved Tilst, men er født og opvokset på en gård på Djursland.

"Jeg har dybe rødder på Djursland, men ser det som en styrke, at jeg nu bor lidt på afstand. Jeg kan se det hele lidt fra helikopteren, og det kan være meget sundt fra tid til anden," siger hun.

Pulsen kan godt komme ned

Pernille Amstrup-Bønløkke er gift og har to døtre på 2,5 år og otte måneder. Ud over familien, fuldtidsjobbet og nu også formandsposten engagerer hun sig i alt mellem himmel og jord. Blandt andet er hun formand for forældrebestyrelsen i børnenes institution.

Den sparsomme fritid bruger hun blandt andet på jagt.

"Jeg fik jagttegn som 16-årig og har siden været en aktiv jæger og lerdueskytte på konkurrenceniveau. Jeg er i det hele taget et stort konkurrencemenneske og meget engageret, når jeg involverer mig i noget."

Kan du godt sidde stille og få pulsen ned, som jo er nødvendigt, når man går på jagt?

"Ja, det kan jeg faktisk godt. Tro det eller ej. Det sker ikke så tit, at jeg får pulsen ned, men jeg kan godt."

Skriv til navne@finanswatch.dk, hvis du har nyt om jobskift, forfremmelser og jubilæer i finansbranchen.

Ung direktør: Fordel at være født af finanskrisen

26-årig udnævnt til Nordea-direktør

Arbejdernes Landsbank gør 27-årig til filialdirektør

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også