FinansWatch

CBS ansætter Danske Banks tidligere økonomidirektør

Institut for Finansiering ved Copenhagen Business School har ansat Danske Banks tidligere økonomidirektør, Henrik Ramlau-Hansen, som lektor. Han skal fremover forske og undervise i blandt andet pensionsøkonomi.

Tidligere Danske Bank-økonomidirektør bliver nu lektor på CBS.

Efter 28 år som central aktør i den danske finansverden skifter Henrik Ramlau-Hansen nu karrierespor.

Fra 1. juni er han ansat som lektor ved Institut for Finansiering på Copenhagen Business School, hvor han blandt andet skal undervise i to nye fag i pensionsøkonomi og pensionsmatematik på kandidatniveau.

Henrik Ramlau-Hansen var fra 2011 og frem til 1. april i år økonomidirektør i Danske Bank-koncernen, og var før det i ti år adm. direktør for Danica Pension.

”Vi er særdeles glade for, at Henrik Ramlau-Hansen har valgt at bruge sine erfaringer fra det absolutte topnivau i den finansielle sektor til fordel for de studerende på CBS,” siger institutleder ved Institut for Finansiering, professor Søren Hvidkjær, i en udtalelse.

Stor akademisk erfaring

Selv om Henrik Ramlau-Hansen har brugt næsten 30 år som praktiker i den finansielle sektor, så er han bestemt ikke uvant med den videnskabelige verden.

De faglige kvalifikationer omfatter to kandidatgrader, i henholdsvis forsikringsmatematik og matematik og statistik. Hertil kommer en licentiatgrad, hvilket i dag svarer til en ph.d. grad, samt en af de meget sjældne doktorgrader i forsikringsmatematik, som han fik på en afhandling om anvendelsen af levetidsdata i forsikringsmatematik.

Han var også i flere år ansat som lektor i forsikringsmatematik ved Københavns Universitet, og har været gæsteforsker ved blandt andet den verdensberømte Wharton School of Business ved University of Pennsylvania, og University of Waterloo, lige som han tidligere har været adjungeret professor ved Institut for Finansiering på CBS.

Dr. scient. Henrik Ramlau-Hansen har også tidligere publiceret en del videnskabelig forskning, og modtog blandt andet i 1988 den prestigefyldte David Garrick Halmstad pris for årets bedste videnskabelige artikel inden for forsikringsmatematik. I øvrigt en artikel, der handlede om hvordan livsforsikringsselskaberne var begyndt at tjene penge.

Tilknyttes CBS' pensionscenter

Ud over at forske og undervise som lektor, så vil Henrik Ramlau-Hansen også blive tilknyttet CBS’ ”Pension Research Centre”, eller ”PeRCent”, der ledes af professor Jesper Rangvid, Institut for Finansiering, og professor Svend-Erik Hougaard Jensen fra Økonomisk Institut på CBS.

”CBS sætter stor pris på den støtte, som den danske pensionssektor har ydet til Pension Research Centre, hvilket har muliggjort ansættelsen af Henrik Ramlau-Hansen,” siger Søren Hvidkjær.

PeRCent er allerede i gang med en række projekter, blandt andet om forudsigelse af aktiekurser, tilrettellæggelse af forbrugs- og pensionsbeslutninger gennem livet, og hvordan pensionssystemet i Danmark påvirker samfundsøkonomien bredt set.

Og på centeret ser man frem til at samarbejde med den erfarne pensionsmand.

”Med den unikke kombination af forskningsviden i pensionsområdet og ledelsesfaring på absolut topniveau fra både pensions- og banksektoren er Hanrik Ramlau-Hansens tilknytning til PeRCent et stærkt bidrag til at opfylde PeRCents mål om tilvejebringelse af forskning, undervisning og formidling for at bidrage til udviklingen af det danske pensionssystem,” siger professor Jesper Rangvid, i en udtalelse.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs