Finansansatte: Gamle direktører giver ikke gode bestyrelser

Bare fordi man for ti år siden var direktør i en bank eller sparekasse, betyder det ikke at man nu egner sig til at sidde i bestyrelsen for et pengeinstitut. Sådan lyder Finansforbundets kritik af de nye krav til bankbestyrelser.
Foto: Finansforbundet
Foto: Finansforbundet

Finansforbundet retter nu en hård kritik af tilsynets nye krav til bankbestyrelser. Det skriver forbundet i Nyhedsbrevet Finans.

Det er særligt kravet om, at mindst en person i bestyrelsen skal have ledelseserfaring fra en andet finansiel virksomhed, der falder Finansforbundet for brystet.

Bliver kravet indført, frygter forbundet, at pengeinstitutter vil hive pensionerede bankdirektører ind i deres bestyrelse. Og det mener Finansforbundet ikke altid vil være en fordel.

”Det giver ingen mening, at en lederpost, der lægger for eksempel 10 år tilbage, skulle kvalificere til at sidde i bestyrelsen i et pengeinstitut i dag. Kompetencerne, der kræves i dag, kan være helt anderledes”, siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet til Nyhedsbrevet Finans.

I stedet mener forbundet at efteruddannelse af bankbestyrelser er vejen frem, og gerne via den bestyrelsesuddannelse, som Finansforbundet har udviklet i samarbejde med blandt andre Aalborg Universitet. Uddannelsen er i dag slået sammen med en tilsvarende uddannelse, som udbydes af Finanssektorens Uddannelsescenter.

Generalforsamling bør godkende kompetencer

Kritikken af bestyrelseskravet findes også i forbundets høringssvar til Finanstilsynets lovforslag. Høringen slutter i dag.

"Da det er vor opfattelse, at bestyrelsesmedlemmer kan erhverve de fornødne kompetencer på mange måder, mener vi ikke, at den nævnte betingelse skal stilles som et krav", skriver forbundet i høringssvaret.

Generelt er forbundet dog positivt indstillet over for skærpelsen af kompetencekravene til bestyrelserne, understreger Michael Budolfsen over for nyhedsbrevet. Han mener dog at det er aktionærerne selv og ikke tilsynet, som bør holde øje med om de rette kompetencer er repræsenteret i bestyrelsen.

"Det er vigtigt at få vurderet om kompetencerne i bestyrelsen også matcher den model, som virksomheden driver sin forretning efter, men det bør være i form en af rapportering til generalforsamlingen eller repræsentantskabet som jo skal vælge bestyrelse, snarere end til Finanstilsynet," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også