Ny ATP-investeringschef uden højdesyge

Den nye investeringschef i ATP Ejendomme, Rune Højby Kock, har været på bjergbestigning adskillige gange. Det næste bjerg, som den nyudnævnte investeringschef står overfor, er det nye job i ATP. ”Men det er ikke noget jeg får højdesyge af”, siger Rune Kock.

Rune Kock er ny investeringschef hos ATP Ejendomme, hvor han bl.a. vil kigge med positive øjne på segmentet for butiksejendomme.

Og det er en erfaren mand, ATP har hentet.

”Da jeg startede min karriere i Catella Corporate Finance solgte vi Nordeas samlede ejendomsportefølje og senere hen rådgav vi ATP og Pension Danmark omkring købet af Magasin-porteføljen. Derudover har jeg været med til at igangsætte udviklingsprojekter for Nordic Real Estate Partners”, fortæller Rune Kock til FinansWatch.

Selvom ejendomsmarkedet er presset, så har investeringschefen en plan.

”Det er misforstået at hele ejendomsmarkedet er nede. Nogle sektorer er mere konjunkturresistente end andre og ejendomme kan fortsat levere et godt risikojusteret afkast. ATP har primært investeret i København og Århus hvor markedet er mere likvidt og cash-flowet mere stabilt. Helt konkret har pensionskassen for nyligt bl.a. investeret i United Nations nye hovedkontor i Københavns havn,” fortæller Rune Kock.

Elsker ejendomme

Det kan ikke udelukkes at ATP i fremtiden sigter mod at opkøbe flere butiksejendomme.

”Personligt tror jeg meget på dette segment, men man skal se sig for og fokusere på placeringer i vækstcentre og i segmenter der understøttes af folks dagligdagsbehov,” siger Rune Kock.

Rune Kock har været ansat i Catella Corporate Finance i 9 år. Her var han afdelingschef inden har skiftede til Nordic Real Estate Partners. Nu, godt halvandet år senere, er han tilbage i chefrollen - denne gang hos ATP.

Rune Kock lever og ånder for sit arbejde med ejendomme.

”Det er fantastisk, at man på vej til arbejde, kan se sine egne investeringer. Jeg har lidt en fetich for arkitektur og flotte bygninger,” siger Rune Kock med et smil på læben.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også