Mangeårig Alka-topchef smutter til rival: Undrer sig over Tryg-salg

Fagbevægelsens salg af Alka til Tryg får tidligere topchef til at skifte arbejdsplads efter knap 30 år. De gamle ejere sprang pludselig af toget, og det undrer mig, siger han i et interview med FinansWatch om det nye job og karrieren, der strækker sig fra et lille advokatkontor i København til en uendelig horisont i Grønland.
Jens Bærentsen, advokat i LB Forsikring og tidl. adm. direktør i Alka. | Foto: PR
Jens Bærentsen, advokat i LB Forsikring og tidl. adm. direktør i Alka. | Foto: PR

Da Tryg i december sidste år strakte sine store næver ud for at tage et solidt favntag om fagbevægelsens forsikringsselskab Alka, gav Jens Bærentsen slip.

Han har igennem 27 år som blandt andet adm. direktør været en helt central figur i Alka, men nu, kort efter Tryg har sat sig som ny ejer, forlader han selskabet til fordel for LB Forsikring.

"Fremtiden under nye ejere kan udvikle sig i, hvilken retning det skal være. Der er en usikkerhed om, hvad det kommer til at betyde, og så må man jo gøre op med sig selv, om man kan se sig selv i det, eller om der er alternativer. Og for mig var der et godt alternativ," siger Jens Bærentsen.

FinansWatch har talt med den 63-årige advokatuddannede forsikringsmand om den lange karriere, der stadig er i gang til trods for, at han i 2016 frivilligt forlod posten som adm. direktør i Alka for at blive menig advokat i selskabet.

Hvordan skiftet fra topchef til almindelig medarbejder har været, fortæller Jens Bærentsen mere om senere. Vi begynder med det markante jobskifte fra Alka til LB Forsikring.

Underbevidst beslutning

Jens Bærentsen har igennem årene gentagne gange fremhævet ejerstrukturen som en af Alkas store styrker, og derfor er det iøjnefaldende, at han skifter job få måneder efter, fagbevægelsen sagde ja tak til de 8,2 mia. kr., som Tryg betalte for Alka.

Det skyldes ikke mindst, at Jens Bærentsen skifter til et selskab, der har det, som Alka nu mister. LB Forsikring er således ejet af blandt andre fagforeningerne Dansk Sygeplejeråd og FTF.

Jens Bærentsen afviser, at jobskiftet er en stille protest mod salget, og han har, siger han, ingen holdning til, om det var en god idé at sælge Alka. Men han medgiver alligevel, at han havde svært ved at se sig selv arbejde i Alka med Tryg som ejer. 

"Min underbevidsthed har nok leget lidt med mig i forhold til sådan nogle spørgsmål som, hvad kommer det med Tryg nu til at betyde for alt det, jeg har været med til at bygge op igennem årene. Så min historik som tidligere adm. direktør i 14 år talte nok et eller andet sted for, at det var tid til at finde nye græsgange."

Nyt job er juridisk buket

Det friske græs har Jens Bærentsen fundet i LB Forsikring, hvor han fortsætter i stort set samme stilling, som han forlod i Alka. Han er begyndt som advokat i selskabets fire mand store juridiske enhed, hvor han rådgiver ledelsen og kollegaerne om alt fra dagligdags småting til større strategiske beslutninger.

"Jeg vil kalde det en buket af juridiske markblomster, lidt pyntegrønt og så nogle smukke roser," siger han.

Hvad består roserne af?

"Det er de store sager, men sammen med alle småtingene danner det en ganske smuk buket."

Jens Bærentsen kan trække på knap 40 års erfaring, når han sammensætter de juridiske blomster.

Advokat langt hjemmefra

Jens Bærentsen begynder karrieren i 1979, hvor han efter jurastudierne på Københavns Universitet får en stilling som advokatfuldmægtig hos højesteretssagfører Bent Jacobsen og landsretssagfører Ernest Bohr, en søn af fysiker Niels Bohr.

I 1987 tager Jens Bærentsen sin kone og to små børn med til Nuuk i Grønland, hvor han i tre år skal være udstationeret som advokat. Her får han lov til at stå på egne ben langt fra hovedkontoret i København, og han bliver ekspert i køb og salg af fiskekvoter og fiskeriforhold generelt.

Siden dengang er det blevet til utallige ture til Grønland, hvor Jens Bærentsen stadig har venner.

"Jeg kom virkelig til at holde af grønlænderne. Jeg elsker den grønlandske natur og har stor respekt for livsvilkårene deroppe," siger han.

Da Jens Bærentsen er hjemme igen bladrer han en dag i 1991 i avisen og ser et jobopslag som koncernsekretær i Alka. Han er ved at være lidt slidt af det travle advokatliv og søger stillingen, som han får.

"Jeg synes, det har været et fantastisk karrierevalg at starte med jura og blive advokat. Men det er også helt vildt omsiggribende. Man har aldrig fri som advokat. Man arbejder mange timer om ugen og bruger weekenderne til at forberede møder og retssager."

(Artiklen fortsætter under billedet...)

Foto: Privat
Foto: Privat

Jens Bærentsen på hundeslæde i Grønland, april 2017. Foto: Privat.

Fra koncernsekretær til topchef

Fra 1991 får Jens Bærentsen langsomt mere og mere ansvar i Alka, som rækker ud over det juridiske område, og han begynder at beskæftige sig med kommercielle opgaver inden for strategi, udvikling, prissætning og produkter.

Så da den daværende adm. direktør John Christiansen melder sin afsked i 2002, slår Jens Bærentsen til og kan 1. januar året efter overtage topposten i Alka.

I de næste 14 år sidder han med det øverste ansvar i Alka. Det er nogle år, der blandt andet er kendetegnet ved en stærkt stigende digitalisering inden for branchen, og noget af det, Jens Bærentsen er mest stolt af som topchef, er, at Alka i 2004 får et nyt samlet it-system, hvor alle forsikringsselskabets data er samlet et sted.

"Den anvendelse af data er i virkeligheden hemmeligheden bag hele den succes, som Alka har haft," siger Jens Bærentsen og tilføjer:

"I dag er det noget, alle gerne vil, men dengang var det ikke en erkendelse, der var alle steder. Man vidste nok, at data er vigtigt, men ikke at det er en guldgrube af viden til at kunne lave de rigtige produkter og sætte de rigtige priser."

Fra topchef til menig advokat

I 2016 vælger Jens Bærentsen at stoppe som topchef for at give stafetten videre til den nuværende adm. direktør Henrik Grønborg. Men noget usædvanligt fortsætter han i en stilling som almindelig advokat i forsikringsselskabet.

"Det er et kæmpestort ansvar at været direktøren for det hele. Man er på døgnet rundt, og det var jeg i 14 år. Jeg har byttet en masse ansvar ud med nogle nye spændende opgaver og mere ro på. Nu har jeg jo fri, når jeg har fri."

Jens Bærentsen undrer sig over, at der ikke er flere topchefer, der tager skridtet nedad i organisationen, når de har fået nok af det arbejdskrævende direktørliv.

"Det, jeg lægger vægt på meget mere end titler og prestige, det er arbejdsopgaverne og kollegaer. Og her har jeg nogle spændende opgaver og nogle dygtige kollegaer," siger han.

Undrer sig over Alka-salg

Ifølge den tidligere direktør er skiftet sket helt gnidningsløst for både ham selv og kollegaerne, og han er med egne ord god til at tage imod ordrer fra cheferne. Men han slår samtidig fast, at man som tidligere chef er nødt til at tænke sig godt om, når man pludselig skal være kollega på lige vilkår med sine tidligere ansatte.

"Jeg vidste godt, hvad der skulle til, for at det blev en succes. Jeg skulle ikke rende rundt og fylde meget og være en, der havde en mening om alt muligt. Jeg kunne sagtens holde op med at have en mening om de ting, jeg tidligere havde beskæftiget mig med," siger han.

Derfor har Jens Bærentsen heller ikke en holdning til, om fagbevægelsen skulle have solgt Alka eller ej. Det er i hvert fald det, han siger. Men det er svært sådan at være uden en mening, og Jens Bærentsen kan da heller ikke lade være med at åbne lidt op for debatten.

"Den første tanke, jeg fik, da jeg hørte, at Alka var blevet solgt for over 8 mia. kr., var, at jeg blev helt vildt stolt. For det er en markedsværdi, som jeg har været med til at skabe sammen med Alkas dygtige og engagerede medarbejdere," siger han og tilføjer:

"Men jeg tror på den anden side også sagtens, at Alka kunne have fortsat med værdiskabelsen. De 8 mia. kr. blev i min opfattelse et tilfældigt stoppested, hvor de gamle ejere pludselig sprang af toget, og det undrede mig, hvorfor de gjorde det. Men sådan er det jo. Når man ejer noget, må man jo selv bestemme, om man vil sælge det."

Privat bor Jens Bærentsen i Værløse med sin kone, som han har været gift med i 41 år. Sammen har de to voksne døtre og to børnebørn.

Skriv til navne@finanswatch.dk, hvis du har nyt om jobskift, forfremmelser og jubilæer i finansbranchen.

Afgående Alka-direktør sætter sig ned bag i bussen

Alka får ny topchef

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også