I 10 år var Peter Straarup Danmarks ubestridte bankkonge, men så kom problemerne med it-platformen i Finland, lånene til Stein Bagger, tabene i Irland og lånet fra den danske stat.

For halvandet år siden var opbakningen til den danske bankkonge på niveau med resultatet af et valg i Østeuropa under den kolde krig. På generalforsamlingen i 2010 foreslog en menig aktionær således, at bestyrelsen skulle fyre Peter Straarup.

Forslaget faldt med et brag, da 99,97 pct. af aktionærerne stemte imod.

I dag er tilliden fra de aktionærer, der har en størrelse, så de kan måles i procenter, imidlertid væk i en grad, så de ikke engang gør en dyd ud af holde det hemmeligt, at de er på jagt efter direktørens afløser.

Og ikke nok med det. Internt i banken er respekten og frygten for PS, som han kaldes i daglig tale, reduceret i en grad, så bankens egne analytikere endelig tør konkludere det samme, som mange andre analytikere før dem er nået frem til: At Danske Banks køb af de irske og nordirske banker har kostet banken mere end 30 mia. kr.

Dermed er billedet af den respekterede, beundrede og frygtede Peter Straarup for alvor krakeleret i den gruppe af danske magthavere, der hidtil har set gennem fingre med direktørens fejltagelser. Og i den tidligere fanskare skal man lede længe efter kilder, der stadig føler trang til at fremhæve Peter Straarup som en af de mest dristige og visionære bankdirektører i danmarkshistorien.

Pudsede døgnboksen

De elsker dog stadig historien om den 17-årige bankelev, der i 1968 brugte sin første arbejdsdag på at pudse døgnboksen i en lille afdeling i Fredericia Vest og hurtigt arbejdede sig op, så han kunne komme i direktionen i 1986. I 1998 blev han ordførende direktør, da han overtog jobbet fra en anden Frederica-dreng, Knud Sørensen, og de næste 10 år frem til 2008 var en næsten ubrudt kommerciel succes. Nogen folkelig profil fik han aldrig, og han blev jævnligt udstillet som den gebyr-grib, der flår privatkunderne for penge i stedet for bare at passe på dem.

Aktionærerne kunne imidlertid ikke klage. I perioden forandrede Peter Straarup Danske Bank fra en stor dansk bank til en stor nordeuropæisk bank. Kursen på aktien steg, og de årlige afkast fejlede heller ikke noget.

Han begyndte forsigtigt med at købe norske Fokus Bank i 1998 et år efter, at han som næstkommanderende havde stået bag købet af svenske Östgöta Enskilda Bank. Der var ikke tale om store bankkøb, der fra dag ét gav store markedsandele i nabolandene, men signalet var klart. Danske Bank ønskede at vokse uden for de danske grænser, og da opkøbene skete, mens ærkerivalen Thorleif Krarup lagde grundstenen til Nordea-fusionen i alle fire nordiske lande, fokuserede medierne i de år massivt på historien om den store, nordiske bankkrig.

Mens iagttagerne havde blikket stift rettet mod potentielle udenlandske opkøb, chokerede Peter Straarup derfor den danske finanssektor, da han i 2000 købte Realkredit Danmark, BG Bank og ejendomsmæglerkæden Home, der var samlet i Kapital Holding-koncernen.

Med et trylleslag blev Danske Bank pludselig så stor, at Konkurrencestyrelsen kun ville godkende købet på den betingelse, at Danske Bank ikke ville blive større i Danmark.

Nødlidende BG Bank

Det lovede Peter Straarup, som i de næste par år havde nok at gøre med bl.a. at rette op på BG Bank, der trods status som landets tredjestørste bank var stærkt nødlidende. Der skulle derfor gå fire år, før markedet igen fik besked om et opsigtsvækkende initiativ fra Danske Bank. Det skete med købet af nordirske Northern Bank og irske National Irish Bank.

Især Irland var interessant, fordi landet i de år oplevede en økonomisk vækst uden sidestykke i EU. Så selv om National Irish Bank blev betegnet som et håndværkertilbud, der trængte til mere end bare frisk maling, troede danskerne blindt på, at det i sig selv var genialt set bare at komme ind på det attraktive marked.

Mens den økonomiske boble fortsatte med at udvide sig i Irland, fuldendte Peter Straarup i 2006 sin nordiske ekspansion, da han betalte 30 mia. kr. for Finlands tredje største bank, Sampo Bank, med flere end 1 mio. privatkunder og 100.000 erhvervskunder. På 10 år havde han dermed fyret 75 mia. kr. af på aggressive opkøb, og han udfordrede igen Nordea i kampen om Østersøen.

Kritik fra analytikere

Flere analytikere kritiserede ganske vist prisen for både de britiske og finske banker, men det lykkedes Danske Bank at slippe nogenlunde af sted med en forklaring om, at prisen stod mål de med muligheder, som banken så i et fremadrettet ejerskab.

Danmark buldrede på det tidspunkt af sted i højkonjunktur. Huspriserne eksploderede, nedskrivningerne var ikke-eksisterende, og bankerne havde ingen problemer med at låne penge ud. Peter Straarup struttede også af selvtillid. Da han på et møde i september 2006 skulle tale om finanskrisen i 1990'erne ved et møde for danske bankdirektører, sagde han bl.a.:

"Når det går godt for samfundsøkonomien, går det godt for pengeinstitutterne. Det ser vi i disse år. I dag er det jo stort set umuligt at køre et pengeinstitut ned, selv om om man skulle have lyst til det. Men det er der forhåbentlig ingen, der har."

Direktøren fortsatte:

»Og lad mig slutte med at sige, at jeg alt i alt er fortrøstningsfuld, når vi kigger fremad. Ikke fordi, der ikke kan opstå finansielle kriser igen. Men fordi vi som sektor i dag er langt bedre forberedt, end vi var dengang. Og fordi vi er erfaringerne rigere.«

 

Som en boomerang

I de kommende måneder steg bankens markedsværdi næsten til 200 mia. kr., men det skulle snart vise sig, at talen ramte ham som en boomerang.

Det skete f.eks., da det kom frem, at Danske Bank i flere tilfælde slet ikke havde leveret den forsigtige og konservative kreditpolitik, som de fleste troede, at Peter Straarup var en garant for.

I december 2008 blev det f.eks. afsløret, at banken havde været endog meget opsøgende over for storsvindleren Stein Bagger, der bl.a. nåede at snyde Danske Bank for 350 mio. kr., før han forsvandt til Dubai og USA.

I påsken 2008 skulle Sampo skifte it-platform til den platform, som Danske Bank ved adskillige lejligheder havde fortalt var en stor del af årsagen til, at de kunne overtage udenlandske banker uden de samme it-omkostninger som andre banker. Manøvren blev imidlertid en fiasko, der kostede 28.000 privat- og 2.200 erhvervskunder.

Selvsikre svar

Mens Peter Straarup ofte har overrasket kritiske og velforberedte journalister med helt anderledes selvsikre svar, end de havde regnet med, lagde han sig i sommeren 2008 fladt ned og sagde, at it-konverteringen var forløbet utilfredsstillende og havde slidt på bankens renomme.

Imens var finanskrisen ved at sætte sit grimme aftryk på bankens regnskaber og de finansielle præstationer, der i sidste ende er det, som en succesfuld bankdirektør skal måles på.

I sidste kvartal af 2008 nedskrev banken for 9 mia. kr., og skeletterne fortsatte med at vælte ud af skabene især i Irland og Nordirland, hvor man i dag har nedskrevet 19,4 mia. kr. på udlånsmassen. Tidligere i år slog Peter Straarup således fast, at han havde fortrudt de irske opkøb,

"Hvis man ser bagud, vil Irland til evig tid være noget, som vi ikke skulle have været gået i gang med," sagde han, da han præsenterede halvårsregnskabet i august.

Danske Bank lever i dag kun, fordi den danske stat i 2009 gav Danske Bank-koncernen et lån på 26 mia. kr. En Danske Bank-aktie kostede på det tidspunkt 33 kr., og bankens markedsværdi var nede på 23 mia. kr. eller blot en tredjedel af den sum, som Peter Straarup de foregående år havde købt op for.

Trods de elendige resultater sad Peter Straarup i den periode måske mere urørligt i sin stol end nogensinde før. Flere kilder oplyser, at ingen andre end ham var i stand til at føre de højspændte forhandlinger om bankpakkerne på både Danske Banks og hele sektorens vegne med den danske regering. Ingen andre kvalificerede kandidater ville i øvrigt turde tage jobbet i en bank, der balancerede på randen af en konkurs.

 

Exit i ro og orden

Selv om bankens krise under ingen omstændigheder er slut, er Danske Bank i dag i bedre stand end i 2009, og flere faktorer peger på, at man kan skille sig af med Peter Straarup i nogenlunde god ro og orden. Aktien er steget til 65 kr., og bestyrelsesformand Eivind Kolding har efter halvandet år på posten fået det fornødne overblik over banken, så han ved præcist, hvilke kompetencer den næste danske bankkonge skal besidde.

Endelig blev Peter Straarup 60 år i juli, og han er dermed sikret en livslang pension fra en arbejdsgiver, der er kendt for at at belønne de meddarbejdere, der have tjent virksomheden loyalt.