Skibsrederen stødte på grund i Danske Bank

Den erfarne skibsreder Eivind Kolding gik for halvandet år siden fra broen som øverste chef i verdens største containerrederi Maersk Line for at blive topboss i Danmarks største bank, Danske Bank. Mandag fik den 53-årige direktør overraskende en fyreseddel.
Foto: Thorkild Amdi, Jyllands-Posten
Foto: Thorkild Amdi, Jyllands-Posten
AF RITZAU FINANS

Eivind Koldings tid i spidsen for Danske Bank har været turbulent med en række sager, der har sat sit præg på snakken i de danske frokoststuer.

Banken kom sidste år under beskydning i forbindelse med den storstilede reklamekampagne New Normal, som skulle pudse bankens image af oven på finanskrisen, men som efter kritikeres mening havde den stik modsatte effekt.

Kampagnen var massivt eksponeret i de danske medier og bestod blandt andet af en række billeder af kvinder, der kysser, en handicapløber med kunstige ben og stenkastende demonstranter.

Især bankens brug af den antikapitalistiske Occupy Wall Street-bevægelse vakte kritik, og i slutningen af november i fjor trak banken dele af kampagnen tilbage.

Fyringsrunder

Også i oktober sidste år vakte Danske Bank hovedrysten blandt mange almindelige danskere, da den bekendtgjorde planerne om at lukke kassen i 131 filialer landet over, så der nu kun er 55 traditionelle bankfilialer tilbage.

Sidste år stod også i fyringsrundernes tegn for Danmarks største bank, som samlet skal skille sig af med 2000 medarbejdere inden 2015.

Men også i år mødte Kolding og Danske Bank kritik.

2013 var ikke mange dage gammel, før Danske Bank igen var på banen med et kontroversielt nyt tiltag. En ny abonnementsmodel betød, at det fremover ville koste penge at have en almindelig lønkonto i banken.

Det blev dyrest for kunder med færrest engagementer i banken, og tiltaget vakte politisk modstand, ligesom meningsmålinger viste, at mange af bankens kunder overvejer at skifte bank.

Eivind Kolding var medlem af bestyrelsen i Danske Bank fra 2001 og blev direktør i februar sidste år. Kolding kom fra en stilling som koncernfinansdirektør i A.P. Møller-Mærsk, som han beklædte fra 1998 til 2006.

Eivind Kolding er uddannet jurist i 1983 fra Københavns Universitet og blev advokat i 1986. Indtil 1989 var han i advokatfirmaet Bornstein og Grønborg.

Omfattende spareplan

Men så gik turen til A.P. Møller-Mærsk, hvor han har bestridt flere poster. Efter posten som finansdirektør blev han i 2006 skibsreder og øverste chef for det skrantende Maersk Line.

Eivind Kolding blev derfor manden, der stod i spidsen for at få containerforretningen på ret køl efter opkøbet af den hollandske konkurrent P&O Nedlloyd.

Problemerne tårnede sig op med it-problemer og en stor fyringsrunde på 3000 blandt rederiets 25.000 medarbejdere for at få rettet op på blodrøde underskudstal på bundlinjen.

Det var den mest omfattende spareplan i Maersk Lines historie, og den lykkedes for Kolding.

Han erstattes i Danske Bank af Thomas F. Borgen, der har haft en 16-årig karriere internt i Danske Bank.

"Bestyrelsen har vurderet, at det - trods Eivind Koldings mange faglige og menneskelige kvaliteter - i denne fase er nødvendigt at have en administrerende direktør med dybere bankkompetencer," siger bestyrelsesformand Ole Andersen i en fondsbørsmeddelelse.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også