Riskær risikerer endnu en hård dom i dag

"Nu må du simpelt hen holde op," sagde en irriteret Klaus Riskær Pedersen til anklagerens mange spørgsmål, da retssagen begyndte 1. marts.
Foto: Hougaard Niels
Foto: Hougaard Niels
Af Ritzau Finans

Thi kendes for ret: Tiltalte Klaus Riskær Pedersen straffes med fængsel i to år.

Sådan bør det ifølge Bagmandspolitiet lyde, når Københavns Byret torsdag ved middagstid afsiger dom i den seneste straffesag mod den kendte finansmand.

Derimod forlanger den 56-årige iværksætter og tidligere medlem af Europaparlamentet at blive frifundet.

"Nu må du simpelt hen holde op," sagde en irriteret Klaus Riskær Pedersen til anklagerens mange spørgsmål, da retssagen begyndte 1. marts.

På kanten bag murene

For tiden er han ved at afsone en dom på seks års fængsel for bedrageri.

Men Bagmandspolitiet påstår altså, at han fra adressen i Statsfængslet i Sdr. Omme på ny har bevæget sig ud over kanten.

Anklagen drejer sig om to forhold. Dels om skyldnersvig for 539.062 kroner, dels om at have drevet virksomhed selv om han ikke måtte.

En nøglerolle

Selv om han var erklæret personlig konkurs og i lodret strid med kurators instrukser, sørgede Riskær i 2010 for, at der uberettiget blev udbetalt den halve million kroner fra firmaet Hjemmehjælpen Aps, hævder Bagmandspolitiet.

Desuden optrådte han særdeles aktivt i Hjemmehjælpen Aps og to andre selskaber. For eksempel godkendte han større indkøb, tjekkede budgetter og fastsatte de ansattes løn, mener anklagemyndigheden.

Og disse handlinger påstås at være en overtrædelse af det forbud, som Østre Landsret udstedte i 2008: Nemlig at Riskær ikke må være direktør i selskaber eller være med i bestyrelser.

Kender turen

Gennem årene har den initiativrige forretningsmand gang på gang vakt opsigt. Flere gange har retsvæsnet dog spændt ben for ham:

I 1998 blev han af Østre Landsret idømt betinget fængsel i to år og seks måneder i forbindelse med krakket i firmaerne Accumulator Invest og Krepco Holding.

I 2008 kom landsretten så med den ubetingede straf på seks års fængsel for skyldnersvig for 210 millioner kroner over for Fonden af 1. december 1997.

Også en retssag i Frankrig har haft Klaus Riskær som omdrejningspunkt.

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også