Portræt: Danske får en cool Kolding

Læs her hvad tre af Eivind Koldings nærmeste og øverste medarbejdere i Maersk Line fortæller om den chef, som Danske Bank har hentet ind. En ganske særlig ro hos Kolding har gjort indtryk på Esplanaden.
Foto: Lars Krabbe, Jyllands-Posten
Foto: Lars Krabbe, Jyllands-Posten

Han var altid væk.

Selv i en global virksomhed som A.P. Møller – Mærsk, hvor det for manges vedkommende er en naturlig del af jobbet at rejse rundt i verden, så vakte det opsigt internt på Esplanaden, at chefen for Maersk Line, Eivind Kolding, havde så mange rejsedage. Det var under finanskrisen i efteråret 2008 og i dens brutale kølvand i store dele af 2009, at den i dag 52-årige Eivind Kolding rejste rundt i verden. Som en hærfører, bekymret for sine soldater, og deres moral, rejste han verden rundt uge efter uge for at møde sine folk og snakke med dem.

Og han brugte cirka ligeså meget tid på at møde de nervøse kunder, som medarbejderne i Maersk Line mødte på konferencer, til frokoster, til møder, via conference calls - ja i alle de sammenhænge, hvor forretningsfolk føler hinanden på tænderne. For kunderne var usikre. Usikre på om deres varer nåede frem. Usikre på om de skulle satse på Mærsk. Usikre på hvordan den danske kæmpe ville reagere i et finansielt stormvejr, hvor det lave rateniveau trykkede containeroperatørernes bundlinjer ned i det røde felt.

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Arbejdsheste

Men Eivind Kolding, der i sommeren 2006 vekslede finansdirektør-jobbet på Esplanaden ud med titel af skibsreder og CEO for containerdivisonen, vidste hvor vigtigt det var, at han som øverstansvarlige var tilstede i fronten. Derude hvor man kan se hinanden i øjnene, hvor håndtryk og ganske få ord sagt på den rigtige måde, og af den rigtige mand, er så umådelig meget mere værd, end CEO-kommentarer- og garantier i medarbejderblade og kundemagasiner.

Den bedrift blev der lagt mærke til på Esplanaden, hvor der ellers skal en del til, hvis man qua sin flid og sin tilstedeværelse skal træde ud af skyggerne skabt af arbejdsheste som Jess Søderberg og Mærsk Mc-Kinney Møller selv.

I disse dage spørger alle i den finansielle sektor, og specielt i Danske Bank, sig selv; hvad er det Eivind Kolding kan, manden der skal genrejse den stolte bank som landets dygtigste pengeinstitut? Spørgsmålet er forsøgt besvaret mange gange siden det kom frem den 19. december, at bestyrelsesformanden den 15. februar afløser Peter Straarup som ordførende direktør i Danske Bank.

Indenfor murene

Hos FinansWatch har vi forsøgt at finde svaret indenfor murene på Esplanaden, hvor Eivind Koldings arbejdsgiver gennem de seneste fem år, i skikkelse af verdens største containerrederi Maersk Line, har hovedsæde. Det er herfra, at Eivind Kolding har kæmpet med at skabe en vindervirksomhed i en presset industri, hvor økonomisk lavkonjunktur og massiv overkapacitet gør det svært at finde den formel, der resulterer i stabile indtægter og kontinuerlige overskud.

Ledergruppen hos Maersk Line består af i alt seks personer, hvor Eivind Kolding sidder for bordenden som CEO. FinansWatch har interviewet tre af de fem øvrige medlemmer af den øverste ledelse hos Maersk Line for at blive klogere på, hvad det er for egenskaber Eivind Kolding besidder, der har gjort ham i stand til at positionere Maersk Line fordelagtigt i det udskilningsløb, der p.t. finder sted i den globale containerindustri.

CFO Peter Rønnest Andersen, COO Morten Engelstoft Andersen og Lucas Vos, der er Chief Process Officer og Chief of Human Ressources, fortæller her om deres øverste chef og den lederstil, Eivind Kolding praktiserer.

Utrolig ro

Særlig én ting går igen som en rød tråd, når man taler med de tre chefer, og det er den ro og selvtillid, som Eivind Kolding udstråler.

”Det jeg hæfter mig ved, en utrolig ro, også i meget pressede situationer. Jeg tror godt, man kan sige, at vi hos Maersk Line i det seneste år har oplevet et vist pres qua de ustabile makroøkonomiske forhold, og der har det været godt for mig selv og resten af organisationen at have en CEO, der under meget stort pres, udstråler en fantastisk ro og tro på tingene,” siger Morten H. Engelstoft, COO hos Maersk Line.

Han tilføjer, at roen bakkes op af handling og uddelegering af ansvar, for når presset er allerstørst, så kan man være sikker på, at opbakningen fra Eivind Kolding er allerstørst.

”Det er et rigtigt godt træk, som gør, at man føler ekstra stor tillid i de situationer, hvor der er mest brug for det,” skriver han i en mail til FinansWatch som en ekstra kommentar til det telefoninterview, som FinansWatch gennemførte med ham.

Også Chief Process Officer og HR-chefen Lucas Vos, bider mærke i en ganske særlig ro, som man finder hos Peter Straarups afløser, hvis egen far også selv var rederidirektør.

”Eivind Kolding har nogle virkelig gode egenskaber som leder. Han forbliver rolig i enhver situation, selv i 2009, da finanskrisen var ganske hård ved vores industri,” siger Lucas Vos til FinansWatch.

Gav respekt

”Vi havde de værste resultater nogensinde, men på trods af det fastholdt han en utrolig ro i alle situationer. Han fastholdt det langsigtede perspektiv på tingene og troede på virksomhedens styrke og det gav ham virkelig en masse respekt hos medarbejderne, fordi vi kunne kigge på ham og finde den ro der gjorde, at vi blev på sporet og brugte kræfterne på at blive en dygtigere virksomhed og hjælpe vores kunder,” siger Lucas Vos.

Han siger, at Eivind Kolding bruger humoren rigtig meget i dagligdagen for at tage luften ud af de mest anspændte situationer.

”Eivind er meget i balance, nærmest uanset omstændighederne. Det er en af de store styrker. Han udstråler en ro og kontrol, som spejler sig videre i den virksomhed,  han leder,” siger Peter Rønnest Andersen, finansdirektør hos Maersk Line til FinansWatch.

Kassemesteren hos Maersk Line noterer sig også Eivind Koldings humoristiske side.

”Han skaber en meget konstruktiv og behagelig atmosfære omkring sit ledelsesteam. Han krydrer sin målrettethed, som han bestemt også besidder, med humor. Så man har ofte et godt grin sammen med Eivind, selvom man snakker om seriøse emner. Han formår at skabe et motiveret, målrettet team omkring sig,” siger Peter Rønnest Andersen til FinansWatch.

Banal betragtning

Hos Maersk Line-cheferne er de også i sync omkring en anden ting, som de mener er kendetegnende for Eivind Kolding, nemlig at den juristuddannede talknuser i udpræget grad udlever Nils Smedegaard Andersens mantra om, at man som virksomhed er til for kundernes skyld. Ikke omvendt. En dybest set frygtelig banal betragtning, men ikke desto mindre en banalitet som Smedegaard Andersen har brugt oceaner af kræfter på at prædike både hos Carlsberg på Valby Bakke og hos A.P. Møller – Mærsk på Esplanaden. To danske flagskibe i deres respektive industrier for hvem det burde være barnelærdom at sætte kunderne i centrum, men som store succesfulde virksomheder alligevel glemmer nu og da, når de vokser og vokser og øger deres magt og dominans overalt på de globale markeder.

Men som sagt har i hvert falde én mand spidset ører, når Nils Smedegaard Andersen har indskærpet vigtigheden af at være tæt på sine kunder samt at lytte koncentreret og inderligt til dem og deres behov. Og ifølge de tre Maersk Line-chefer, som FinansWatch har talt med, så er det et fremherskende ledelsestræk, at Eivind Kolding både taler om kundefokus – og udviser det qua sine handlinger.

”Der har været mange skriverier om, at vi er en mere kundeorienteret organisation i dag end tidligere og det mener jeg bestemt ikke er tom snak. Han har demonstreret det ved at besøge utrolig mange kunder og ved at være meget synlig i den globale organisation,” siger COO Morten H. Engelstoft.

Vil sidde ved siden af dem på gulvet

Han bakkes op af HR-chefen Lucas Vos, der fortæller om Eivind Koldings særlige tilgang til tingene, når han besøger organisationens mange kontorer rundt omkring i verden.

”Han udlever den Gemba-management, som vi godt vil praktisere her i virksomheden. Det betyder, at den værdi, som vi skal give vores kunder, den udspringer af det arbejde som folk på gulvet, dem der møder kunderne hver dag, udfører,” siger Lucas Vos og fortsætter.

”Så når Eivind kolding rejser rundt i verden, så vil han ikke sidde ved siden af lederne fra vores kontorer. Hvis han deltager i en middag, så vil han hellere sidde ved siden af de folk, som taler med kunderne dag efter dag,” siger Lucas Vos, som mener, at det understreger det ønske Eivind Kolding har om at forstå kundernes behov. Og et ønske om at forstå forretningen ned i detaljen.

Han fortæller også, at da Eivind Kolding besøgte Maersk Lines servicecenter i Indien, der brugte han en masse tid på at overhøre medarbejdernes samtaler med kunderne, så han kunne høre det direkte – uden filter – hvad det er kunderne lægger vægt på, når de lægger deres forretninger hos den danske verdensleder.

Samtidig understreges det, at selvom Eivind Kolding godt vil kende og forstå detaljen i butikken, så blander han sig ikke i det hele.

”Han udviser en stor tiltro til sin organisation, selv når der er et stort pres på. Han går ikke over til at udleve mikromanagement af sin organisation. Det gør, at man føler et ejerskab omkring de ting, man har ansvaret for. Der vil nogle andre ledere måske være fristede til, at følge meget tæt op på den daglige eksekvering. Men Eivind giver folk et stort ansvar, og stoler på sin stab,” siger COO Morten H. Engelstoft.

Stort overblik

”Eivind er meget åben over for at få inspiration fra folk, der omgiver ham.  Han er uddelegerende og overlader et stort ansvar til folk” supplerer finansdirektøren Peter Rønnest Andersen.

Udover at besidde en smittende ro samt evnen til at uddelegere roses Eivind Kolding også for de ting, der har været fremhævet i andre portrætter, at han strategisk er utrolig skarp. Og at han kan både den store og den lille tabel.

”Eivind er utrolig skarp rent strategisk, hvor han specielt i komplekse situationer viser, at han har det store overblik. Han er stærk på talsiden og forstår, hvordan de forskellige dele af forretningen hænger sammen. Han forstår simpelthen konsekvenserne, hvis vi rent strategisk justerer nogle ting, så ved han, hvor det rammer henne. Og den evne til at kunne se klart og overskue det hele hænger også sammen med roen i ham. Han mister ikke overblikket og ved, hvad der sker, når han beder organisationen eksekvere på nogle ting,” lyder det fra Morten H. Engelstoft.

Diskuteret det med Eivind

Den nye topchef for Danske Bank roses også for sin evne til at involvere sine medarbejdere, inden han træffer beslutninger. Han beskrives som en chef, der oprigtigt lytter efter, hvad der bliver sagt, hvorefter han tænker over det. Men på lige nøjagtig det punkt er der alligevel plads til forbedring, mener HR-chefen Lucas Vos.

”Det er absolut en styrke hos Eivind, at han inddrager folk. Men han gør ofte det, at han indsamler viden rundt omkring i organisationen, så tænker han over det og træffer herefter en beslutning. Og den er næsten altid rigtig. Men her mener jeg godt, at han kunne gøre mere for at folk mødes og udveksler erfaringer i plenum. Det vil give andre i organisationen et bedre indblik i, hvordan vores virksomhed er skruet sammen, at de hyppigere mødes med folk, der arbejder med andre ting end dem selv. Det er en mindre ting, som jeg også har diskuteret med Eivind,” siger Lucas Vos til FinansWatch.

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

 

Hvorfor blev Kolding først kandidat i 11. time?

Røgslør over Danske Banks chefskifte  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også