Made in Italy er et kvalitetsstempel inden for mad og mode, men ikke helt når det gælder en kandidat til Den Europæiske Centralbank, ECB. »Mamma Mia!«, skreg det tyske magasin Bild i februar, forfærdet ved tanken om, at en italiener skulle sidde ved roret i ECB midt i en dyb gældskrise.

Men der er bred enighed blandt fagfolk om, at chefen for den italienske centralbank, Mario Draghi, er solidt klædt på til at efterfølge Jean-Claude Trichet som præsident for Den Europæiske Centralbank ( ECB) i november i år.

Favorit til posten

Sidste uge trådte han frem som klar favorit til posten, da den franske præsident, Nicolas Sarkozy, i tirsdags gav ham sin fulde opbakning.

Den 63-årige Draghi har også medvind i sit forsøg på at overtale en skeptisk tysk offentlighed og den lidt varsomme kansler, Angela Merkel, om, at hans internationale baggrund gør ham til en oplagt kandidat, der ikke er så italiensk, at det gør noget.

Det var ellers en meget italiensk krise, der i 1990' erne gav ham lejlighed til at træde frem som rette mand på rette sted, da han satte sig i spidsen for det italienske finansministerium i kampen mod en løbsk statsgæld, underskud på de offentlige finanser og inflation.

»Vi var virkelig tæt på at tabe det hele på gulvet«, husker økonomiprofessor Francesco Giavazzi fra Massachusetts Institute of Technology ( MIT), som har kendt Draghi i fyrre år og også var ansat i finansministeriet dengang.

»Han er ekstremt cool i situationer, hvor mange andre ville flippe helt ud. ' Hvis vi bare gør det rigtige, så skal vi nok klare det', sagde han. Jeg sov elendigt om natten dengang, men Mario havde det glimrende«.

Redningsmanden - og tilnavnet

Til sidst kom Italien ud af moradset takket være offentlige nedskæringer, en devaluering af liren og et af Europas største privatiseringsprogrammer. Det hektiske årti i spidsen for finansministeriet endte med, at Italien var med i den første bølge af lande, der indførte euroen, og Mario Draghi fik tilnavnet ' Super Mario '.

Han havde opbygget et væld af kontakter, så han var en god fangst for Goldman Sachs, som udnævnte ham til næstformand og i 2002 til administrerende direktør.

Tre år senere spurgte Romano Prodi, om han ville være finansminister i en centrum-venstre-koalition, der skulle vælte Silvio Berlusconi.

Men så var der pludselig problemer i den italienske nationalbank, Banca d'Italia, og Mario Draghi overtog posten som centralbankchef efter den skandaleramte Antonio Fazio.

Solgte sine aktier

Helt atypisk for italienske politikere og embedsmænd valgte Mario Draghi som det første at sælge sine aktier og optioner i Goldman Sachs og placere pengene i en såkaldt blind trust, hvor investorerne ikke selv har indsigt i deres aktiver.

Den ulastelig klædte, urbane og golfspillende bankchef viste sig at være en forfriskende skarp kommunikator og en dygtig leder, som formåede at genoprette centralbankens ramponerede omdømme og samtidig styrke banksektoren.

Hans internationale ry som Italiens mest respekterede økonomiske profil blev understreget, da han i 2009 blev chef for det internationale finanstilsyn FSB, der har base i Basel.

Hyppige sammenestød

Men på trods af hans ganske udadvendte stil og hyppige sammenstød med Giulio Tremonti, Italiens finansminister, der beskylder bankerne for den globale fi-nanskrise, betragter selv nære medarbejdere stadig Draghi som lidt af en gåde.

Fiorella Kostoris, der er økonomiprofessor ved La Sapienza-universitetet i Rom, mener, at det til dels har at gøre med hans strenge uddannelse på Roms jesuiterskole, hvor man får indprentet en forsigtig og tilbageholdende tilgang til verden.

Humanistisk bankmand

Draghi er født i en middelklassefamilie i Rom, og nogle af hans slægtninge arbejdede i den italienske nationalbank, hvor hans far også arbejdede; moderen var kemiker.

Men begge forældre døde, mens han var teenager, og i en periode boede han hos en tante.

På La Sapienza-universitetet studerede han under den højt estimerede Federico Caffè, der er stærkt inspireret af den britiske økonom John Maynard Keynes og var meget opmærksom på sine studerendes velbefindende. Det er med til at forklare, hvorfor begreber som menneskelig kapital og betydningen af uddannelse hele tiden er temaer i Draghis taler.

Under professor og nobelprisvinder i økonomi Franco Modigliani var Draghi den første italiener, der fik en doktorgrad fra MIT. Derefter underviste han i økonomi og finansiering på italienske universiteter og var direktør for Verdensbanken i seks år.

Skiftet holdning

»Hans grundlæggende tilgang til verden er præget af hans jesuitiske skoling og hans økonomiske uddannelse fra MIT«, siger Fiorella Kostoris.

Hun tilføjer, at hun betragter ham som en rigtig »MIT-keynesianer«, mens professor Paolo Leon, der også studerede under Caffé, siger, at Draghi var keynesianer, men ikke er det længere. »Han har skiftet holdning i ret høj grad«. De er dog enige om, at han frem for alt er en pragmatiker med en stærk analytisk baggrund og stor erfaring i at arbejde med politikere.

»Han vil være lige så stabil, som Trichet har været«, siger Kostoris og betegner Draghi som en »uforlignelig konsensusskaber« på et tidspunkt, hvor ECB holder hånden under den finansielle sektor i Grækenland, Irland og Portugal og hæver renten i eurozonen for at bekæmpe inflationen.

Den tyske mission

Professor Leon forudsiger, at »den europæiske centralbanks lidt opstyltede facon under Trichet vil blive knap så opstyltet under Draghi«, men advarer om, at forholdet til Tyskland alligevel kan vise sig alt andet end nemt.

»Euroen er ikke Tyskland. Han er nødt til at overbevise Tyskland om, at hele dets eksportbaserede økonomiske politik er egoistisk og ikke europæisk. Det bliver lidt af en mundfuld«.

En mulig hæmsko for Draghi kan blive hans fortid hos Goldman Sachs. Simon Johnson, der er professor ved MIT's Sloaninstitut for ledelse og tidligere cheføkonom i Den Internationale Valutafond, sætter spørgsmålstegn ved Goldman Sachs' kontroversielle rolle i Grækenlands forsøg på at skjule det sande omfang af landets offentlige gæld ved hjælp af såkaldte valuta-swaps.

Han er skeptisk over for Draghis konsekvente afvisning af, at italieneren havde noget som helst at gøre med de græske aftaler, som blev indgået, et år før han kom til, men stadig var registreret hos Goldman Sachs.

De tyske medier har interesseret sig meget for denne potentielle ridse i lakken, men det var, før daværende præsident for den tyske nationalbank, Axel Weber, trak sit kandidatur til chefstillingen i ECB tilbage. Nu er Draghi ved at vinde sine kritikere over på sin side.

I fredagens udgave af den tyske avis Bild står Draghi med et skælmsk smil om munden og en preussiske krigshjem på hovedet, mens overskriften lyder: ' Den nye ECB-chef er så tysk'. Avisen tildeler ham et tysk »æresborgerskab« og omtaler ham rosende som den »lavmælte, jordbundne italiener«. Vejen til Frankfurt synes åben.