Profil: Hun gør finanssektoren spiselig

Partner i Mybanker, Elisabeth Arndt, har skabt gennemsigtighed i den finansielle sektor med hjemmesiden Mybanker. I dag fylder iværksætteren 50 år.
Foto: Altschul Michael
Foto: Altschul Michael

Da hun i 2000 startede Mybanker sammen med bl.a. sin mand, John Norden, måtte hun udgive sig for at være bankkunde for at lokke priserne ud af bankerne. I dag går det noget nemmere, når forbrugersiden Mybanker indsamler tal til statistikkerne.

For fødselaren har målet været enkelt - hvis Mybanker kan give folk råd til en ekstra tur i Tivoli, er hun tilfreds.

"Jeg kendte så mange, der ikke havde forstand på penge, så vi kunne se, at der var et behov. Og hvis alle de mennesker kan indrette deres økonomi lidt bedre, så de kan spare lidt, så synes jeg, jeg har gjort noget godt," siger fødselaren til FinansWatch, der kan kigge tilbage på en hård start for Mybanker.

Har oplevet trusler

"Bankerne ville i starten - med få undtagelser - slet ikke tale med os. Tillod vi os virkelig at komme og sammenligne dem? Jeg er blevet truet med alle mulige grimme ting. Hos en stor del af bankerne måtte vi lege almindelige kunder for at spørge ind til priser. Det var ufatteligt svært at få fat i priserne. Men det har heldigvis ændret sig."

Hvordan bliver I modtaget i dag?

"Det er meget ok. Der er med få undtagelser ingen sure miner. De synes, det er okay, fordi de ved, de bliver sammenlignet på et helt korrekt grundlag, de ved alle kommer igennem. Nogle vil være dyrere end andre, men det har de jo selv bestemt".

Internettet er kommet for at blive

Hvad tror du har ændret bankernes holdning?

"At internettet er kommet for at blive. Der er kommet en yngre generation i pengeinstitutter, der ikke stiller spørgsmålstegn ved, at vi skal være der. Det er okay at komme på nettet, og der er også andre prissammenligningssider på for eksempel hårdehvidevarer".

Hvor godt er missionen lykkedes?

To gange 50 år

"På en skala på et til ti er vi havnet på 9,5. Vi har gjort det rigtig godt, men der er selvfølgelig plads til forbedring. Vi vil stadig finde på nye ting, og vi lytter meget til vores brugere, men vi har en unik platform".

Ovenpå nytårsmiddagen og rester efter festlighederne tager Elisabeth Arndt i dag en pause og holder fødselsdag på lavt blus. Men i morgen går det for alvor løs med fejringen, når også hendes mand og partner i Mybanker, John Norden, fylder 50 år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også