Gorilla-ledelse i Nordjylland

En artikel i Harvard Business Review blev via en tandlæge til en gorilla-figur, der gennem et helt arbejdsliv mindede bankdirektøren om, at chefer og kolleger selv skal løse deres problemer.
Foto: Carsten Andreasen
Foto: Carsten Andreasen

Hvem sidder tilbage med aben?

Det klassiske ordsprog for, hvem der sidder tilbage med problemerne, har været en ledelsesmæssig rød tråd for bankdirektør gennem mere end 17 år i Nordjyske Bank, Jens Ole Jensen, der for to uger siden lod sig pensionere fra bankens hovedsæde i Frederikshavn.

I den forbindelse talte FinansWatch med ham og spurgte bl.a. ind til, hvordan han ledelsesmæssigt har håndteret opgaven og om, hvordan man ændrer sig som leder gennem årene.

”Det er svært at sige, men der er én ting, jeg har holdt fast i gennem årene, og det er, at man som direktør ikke kan og skal løse problemerne for alle mennesker i sin organisation. Du kan hjælpe folk til, at de selv kan løse de udfordringer, de står over for, men man skal passe på med, at man ikke tager for meget på sig,” siger Jens Ole Jensen, der også er manden bag en række klummer på FinansWatch.

Han fortæller, at han aldrig har været en flittig læser af management-bøger, men at en artikel i Harvard Business Review gjorde indtryk på ham. Det fortalte han en af sine venner om, en tandlæge, som så lavede en gorilla-figur, der skulle placeres på skrivebordet, så han aldrig glemte, de kloge ting, han havde læst.

”Og den har faktisk hjulpet mig gennem årene, gorillaen. Den minder mig om, at når medarbejderne træder ind af døren, så skal snakken ikke ende med, at jeg sidder tilbage med aben. Så skal vi sammen have fundet frem til, hvordan de kan få løst deres opgaver, og så er den eneste abe, eller gorilla, jeg sidder tilbage med, den på skrivebordet,” siger Jens Ole Jensen til FinansWatch.

Kapitel 1: Vi handler med tillid og tryghed

Kapitel 2: Derfor gik det galt under krisen

Kapitel 3: Meget kort hukommelse i sektoren

Kapitel 4: Ingen plads til fjumreår

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også