Verdens bedste pokerspiller droppede finansuddannelse

Endnu engang blev det bevist, at der er en tæt sammenhæng mellem de evner, der skaber succes i finansverdenen og rundt om et pokerbord.

Jonathan Duhamel, der i sommers vandt verdens største pokerturnering og mere end 50 mio. kr., sprang fra en finans-uddannelse for at tage chancen som professionel pokerspiller.

Da canadiske Jonathan Duhamel i sommers vandt World Series of Poker, den prestigefyldte turnering som danske Peter Eastgate også har vundet, sad der formodentlig flere tidligere studiekammerater foran fjernsynet og tænkte ved sig selv: ”Skulle jeg også have taget chancen og forladt studierne”?

Duhamel gik på universitetet i Quebec, hvor han læste på en finansiel linje, så han kunne gå i sin mors fodspor, der også arbejdede i en bank. Han ville være børsmægler og havde endda ambitioner om at åbne sin egen virksomhed. Men i takt med at han fik større og større succes som pokerspiller på nettet, så voksede lysten til at prøve sig selv af som professionel pokerspiller ved LIVE-turneringer.

”I starten var mine forældre ikke glade for det. Det ville de færreste forældre vel være. Men jeg fortalte dem, at jeg bare tog et års orlov,” fortæller han i dag til Forbes.com.

Duhamel siger selv, at han mener, at hans succes som pokerspiller hænger meget sammen med evnerne til matematik og statistik – klassiske dyder i den finansielle sektor.

”Det hjælper, at man er vant til at arbejde med nogle klassiske finansielle værktøjer såsom sandsynlighedsregning. Så man sidder og regner hele tiden, når man spiller poker,” siger den unge canadier.

Duhamel er den seneste af en lang række kendte pokerspillere, der har en fortid i den finansielle sektor. David Einhorn, der arbejdede i en hedgefond, blev nummer 18 ved World Series of Poker’s hovedturnering i 2006, mens Aaron Brown, der tidligere var en professionel pokerspiller, i dag er risk manager ved Cliff Asness’ store hedgefond AQR Capital Management.

Steven Begleiter, der tidligere var chef for corporate strategy hos Bear Stearns og som i dag arbejder i en kapitalfond, kom hele vejen til finalebordet ved verdens største pokerturnering i 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også