KLUMME. Den nye virkelighed i de finansielle virksomheder handler om færre og mere specialiserede medarbejdere, men hvor meget mindre er den finansielles sektor så blevet målt på medarbejdere? Da vi ramte toppen af den usædvanlige højkonjunktur i 2007 var antallet af ansatte rekordstort. Siden er antallet faldet med rundt regnet et par procent hvert år, og beskæftigelsen er nu stort set på samme niveau som for ti år siden. Dermed er vi efter alt at dømme på vej ned mod et mere normalt beskæftigelsesniveau i sektoren.

Måske lidt overraskende har udviklingen i beskæftigelsen ikke ramt de ansatte i den finansielle sektor hårdere end ansatte i andre brancher.

I Finanssektorens Arbejdsgiverforening har vi sammenlignet beskæftigelsesudviklingen med det øvrige private arbejdsmarked. Resultatet står i kontrast til de forestillinger, som mange gør sig om personalenedskæringerne i den finansielle sektor.

Hvis vi går fem år tilbage i tiden, da finanskrisen satte ind i 2008, var den finansielle sektors andel af beskæftigelsen på det private arbejdsmarked på 5,6 procent. I dag er andelen 5,7. Det vil sige stort set uændret. Sammenligner vi med hele arbejdsmarkedet, det vil sige også den offentlige sektor, er billedet det samme. Beskæftigelsen i finanssektoren er faldet, men ikke mere end i det omkringliggende samfund.

Ledigheden blandt finansansatte stiger kun moderat

Færre i arbejde afspejler sig også i højere ledighed. Men hvis man sammenligner de ansatte i finans og forsikring med det øvrige arbejdsmarked, viser det sig, at de finansansatte er mindre hårdt ramt.

I 2008 var ledigheden på hele arbejdsmarkedet på omkring to procent og i den finansielle sektor én procent. I dag er ledigheden på hele arbejdsmarkedet ca. 5 procent, mens den er under tre procent i den finansielle sektor.

Der er flere årsager til den forholdsvis lavere ledighed i den finansielle sektor. For det første er de finansansatte dygtige medarbejdere med stærke kompetencer, der kan finde anvendelse i andre sektorer. Herudover har sektoren indgået aftaler om outplacement, som har hjulpet afskedigede medarbejdere videre til nye ansættelser på arbejdsmarkedet.

For nyligt kunne man læse en undersøgelse fra Finansforbundet, som viste, at en stor del af de afskedigede medarbejdere i sektoren tilhører den ældre del af medarbejderstaben. De er blevet presset ud, påstår Finansforbundet.

Det er rigtigt, at en stor del af de medarbejdere, der forlader virksomhederne, er over 60 år, og at mange af dem går direkte på efterløn eller pension. Men lad mig indledningsvis slå fast, at det er dyrere for en virksomhed at afskedige en ældre medarbejder end en yngre, fordi de ældre har krav på en længere fratrædelsesgodtgørelse end en yngre medarbejder. Det er aftalt i overenskomsten. Dertil kommer, at mange virksomheder i den finansielle sektor har veludviklede fratrædelsesprogrammer, som tilgodeser de finansansatte i nedskæringssituationer.

Men er det at presse medarbejderne? Det mener jeg ikke. Jeg ser mere udviklingen som et udtryk for, at virksomhederne gør en stor indsats for, at en så stor andel af personalereduktionerne som muligt sker som naturlig afgang, og at det sker som en integreret del af det generationsskifte, der er i gang i sektoren.

Jeg tror alligevel ikke, vi har set de sidste personalereduktioner i den finansielle sektor. Det skyldes fortsat indførelse af digitale løsninger, nødvendig fokus på omkostningerne og ændret adfærd hos kunderne. Det er en omstilling, som vil fortsætte i årene, der kommer.