Unge har brug for rådgivning – ikke for gæld

KLUMME: Løsningen på unges gældsproblemer handler i høj grad også om god, gammeldags rådgivning, skriver Finansforbundets formand i ny klumme på FinansWatch, hvor han samtidig efterlyser eftersyn af "lånetilbudsjungle."
Foto: Finansforbundet
Foto: Finansforbundet
AF KENT PETERSEN, FORMAND FOR FINANSFORBUNDET

Unges gældsproblemer – som primært bliver til via hurtige og nemme lån – er et tilbagevendende tema i den årlige Pengeuge, men også et helt permanent og meget virkeligt problem for de unge, som sidder fast i gæld alt for længe og med store konsekvenser. Løsningen på at komme problemet til livs handler i høj grad også om god, gammeldags rådgivning.

At for mange unge kommer i gang med voksenlivet med en alvorlig gældsklods om benet er et problem. Først og fremmest for de unge selv, men også for vores samfund. Derfor er det også nødvendigt at gøre noget ved det bombardement af (alt for) nemme kreditløsninger, som florerer alle vegne. At købe og låne hurtigt og let kan meget vel vise sig mere end bare almindelig dyrt i det lange løb. Den erkendelse rammer mange unge for sent og hårdt, og derfor er der brug for et eftersyn af lånetilbudsjunglen, som unge eksponeres for i stor stil enten som afbetalingsløsninger eller de såkaldte kviklån.

Selvfølgelig har den enkelte også et ansvar, og bagved problematikken ligger også en privatøkonomisk basisforståelse, som ikke er god nok. Det er også et tilbagevendende budskab fra Pengeugen, der jo som bekendt også målrettet sætter ind i folkeskolealderen. Og ja, der er brug for, at man som voksen og borger i vores samfund har et basalt privatøkonomisk kompetencesæt og grundlæggende viden om begreber som renter, budget og ÅOP. Vi er nødt til at sørge for, at der helt fra folkeskolealderen sættes ind på den front.

Men et helt centralt element er også den rådgivning, som jo traditionelt i den finansielle sektor har været en fast del af kreditgivning og i det hele taget køb af finansielle produkter. Den har faktisk en funktion, der stadig i allerhøjeste grad er relevant. Ikke bare for den enkelte kunde, men også for os som samfund. For selvfølgelig er verden blevet digital, og det samme er tilgangen til stort set enhver form for serviceydelser og tilbud – men selvbetjeningen kræver også nogle kompetencer, som meget tyder på, ikke er på plads. Og gæld går altså ikke væk af sig selv

Den etablerede finanssektor har derfor også et ansvar, som den skal være sig bevidst. Et ansvar for at give medarbejderne tid til kunderne – også til dem, der er ikke lige smitter positivt af på bankens bundlinje fra dag ét. Det langsigtede kundeperspektiv, hvor man simpelthen tror på, at f.eks. unge mennesker kan gå hen og blive fornuftige kunder på et tidspunkt, burde stadig give forretningsmæssig mening, hvis man har kikkerten indstillet på bare en smule langt sigt.

Alle kan have brug for at skulle låne penge på forskellige tidspunkter i deres liv, men når man stifter gæld, skal man være bevidst om, at den også skal betales tilbage på et tidspunkt. Og at skabe adgang til den grundlæggende rådgivning, der er nødvendig omkring et givent produkt, kan gøre en enorm forskel ift. at synliggøre de konsekvenser, som privatøkonomiske beslutninger jo har helt konkret.

Skal vi gældsproblemerne blandt de unge til livs, kommer vi ikke uden om god, gammeldags rådgivning. Og det ville faktisk være til gavn for både den enkelte unge og os alle som samfund.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også