Mere fintech-samarbejde kan sikre de mindre bankers fremtid

KLUMME: Et samarbejde med fintech-startups kan tilføre mindre banker og sparekasser livsvigtig teknologisk og forretningsmæssig innovation i en tid, hvor deres eksistensgrundlag bliver udfordret som aldrig før, skriver Søren Bligaard Rasmussen fra PA Consulting Group i denne klumme.
Foto: PA Consulting PR
Foto: PA Consulting PR
AF SØREN BLIGAARD RASMUSSEN, FINANCIAL SERVICES KONSULENT I PA CONSULTING GROUP

Er du ansat i den finansielle sektor, hører du nok tit ord som innovation, platformsmodeller og disruption. Højst sandsynligvis oftest, når talen falder på de større banker som Danske Bank og Nordea, for vi er vant til, at de innovative tiltag kommer herfra. Enten fordi bankerne har oprettet interne innovationshubs, eller fordi de initierer samarbejder med fintech-startups og i flere tilfælde opkøber deres produkt eller service, som vi fx ser det med Nordeas Accelerator-program.

Men vi hører ikke meget om samarbejder mellem de mindre banker og fintechs, og det er nærliggende at tro, at de små spillere i banksektoren har svært ved at hamle op med de store, når det gælder evnen til at tiltrække innovative samarbejdspartnere som fx fintechs. Særligt fordi de typisk har mindre kapital og færre ressourcer at tilbyde innovative samarbejdspartnere, og fordi de ikke dukker op på radaren som en mulig samarbejdspartner i finansielle iværksættermiljøer.

Det er ærgerligt, for samarbejdet med fintechs kan tilføre de mindre banker livsvigtig teknologisk og forretningsmæssig innovation i en tid, hvor deres eksistensgrundlag bliver udfordret som aldrig før. Der er en reel fare for, at de mest udsatte banker risikerer at uddø, hvis de ikke reagerer. Alene i 2017 så vi, at fire mindre pengeinstitutter blev slettet fra det finansielle Danmarkskort.

For nogle mindre banker er løsningen i disse år at åbne filialer i lokalmiljøet. Men det er en kortsigtet løsning, fordi de forbrugere, der ønsker en fysisk bank, typisk tilhører den ældre del af befolkningen, og de vil derfor på sigt forsvinde.

Så kan de mindre banker og sparekasser overhovedet tiltrække de rigtige fintech-samarbejdspartnere, der kan være med til at fremtidssikre deres forretning? Svaret er ja. Mindre banker og sparekasser har meget at tilbyde mulige fintech-startups. Særligt på grund af tre ting:

  • Der er kortere fra top til bund i mindre banker
  • Mindre banker kan bedre insource teknologi fra fintechs
  • Mindre banker er mere villige til at investere i lokale fintechs.

Kortere fra top til bund

Der er typisk kortere fra top til bund i en mindre bank. Derfor kan en fintech-startup opleve, at det er nemmere at etablere et strategisk samarbejde, simpelthen fordi det er lettere at komme i kontakt med den eller de personer, der træffer beslutningerne.

Dette skaber en fordel for fintechs i et miljø, hvor alt går rigtig hurtigt, og der skal tages beslutninger nærmest fra dag til dag. Går de til en af de større banker, kan deres ansøgning forsvinde i papirarbejde, men ved en mindre bank vil de have nemmere adgang til en beslutningstager.

De mindre banker vil kunne høste store fordele i et samarbejde med fintechs, da de får ny viden og ny teknologi direkte ind udefra.

Mindre banker kan bedre insource teknologi fra fintech-startups

En mindre bank, der ikke har den samme kapital som deres større konkurrenter, har ofte et større incitament til at samarbejde med fintechs for at udvikle nye, teknologiske løsninger, der kan give dem en fordel i markedet, fx ved at bruge samarbejdet til at insource et nyt produkt eller en service. Samtidig kan en startup i højere grad bevare ejerskabet over deres produkt i stedet for at lade sig opkøbe af en stor bank.

I dag har stort set alle mindre banker samme platform for eksempelvis netbank, som bliver udviklet af de store bankcentraler. Det er derfor ofte kun større banker, der har ressourcerne og kapitalen til at udvikle deres egen netbank. Med det rette fintech-samarbejde kan man forestille sig, at også de mindre banker kan udvikle deres egen løsning.

Mindre banker er mere villige til at investere i lokale fintechs

For fintech-startups vil det være en fordel at søge mod en mindre bank, der ofte vil være tættere knyttet til lokalmiljøet. Mindre banker vil ofte også have et større incitament til at støtte små startup-virksomheder i lokalmiljøet for netop at gavne lokalmiljøet. Det betyder, at en fintech-startup placeret uden for eksempelvis Storkøbenhavn vil kunne opleve, at det er lettere at sikre økonomisk støtte, fx når de skal optage et banklån eller oprette en firmakonto i en lokal bank. Banken kan på sin side bruge samarbejdet til at styrke sin profil i lokalmiljøet.

Der er altså fordele at hente for både startups og mindre banker i et samarbejde. Udfordringen ligger i, om de mindre banker og de små fintech-startups er klar over mulighederne og forstår at drage nytte af dem, før det er for sent. Det kræver, at de mindre banker kommunikerer de fordele tydeligt til fintech-startups, hvis de vil initiere et samarbejde – og at fintech-virksomhederne tænker videre end de større banker, når de søger samarbejdspartnere.

Måske er der ved at komme mere skub i samarbejdet rundt omkring. Sparekassen Sjælland har netop indgået et samarbejde med Copenhagen Fintech og rykker dermed efter eget udsagn tættere på eksterne, kreative miljøer for at styrke deres evne til at løfte større digitale udviklingsprojekter.  Mens Københavns Andelskasse, der tidligere på året blev udråbt til den mest truede bank, nu har indgået et samarbejde med investeringsrådgivnings-app’en Northfolders. Dette bevidner om, at der er store muligheder fra begge sider, og herfra skal der lyde en opfordring til at skabe et potentielt lukrativt samarbejde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også