Afgifter har normalt et adfærdsregulerende sigte. Hvis man vil af med et eller andet, kan det være hensigtsmæssigt at omkostningspålægge brugen af det. Derfor bliver det endnu mere besynderligt, at den finansielle sektor i så stort omfang beskattes gennem lønsumsafgift. For betyder det, at de ansvarlige politikere vil af med sektorens arbejdspladser?

Beskatningen af den finansielle sektor er en politisk varm kartoffel, og når det går sådan, har lønsumsafgiften gennem over 20 år været automatløsningen. Den findes i regeringens genopretningsplan, hvor lønsumsafgiften stiger til 10,5 pct. i 2011, og også i S/SF’s ’Fair løsning’ får lønsumshåndtaget et ekstra vrid. Formålet er vel ikke svært at gennemskue: Nemlig at få sektoren til at spytte mere i statskassen.

Det er der jo sådan set ikke noget i vejen med, men det store spørgsmål er jo, hvad den samfundsmæssige gevinst af beskatningen af den finansielle sektor i almindelighed og lønsumsafgiften i særdeles egentlig er.

For det første der er grænser for, hvordan man kan beskatte sektoren – uanset hvor meget man gerne vil. Dels af åbenlyse konkurrencehensyn, da danske virksomheder jo er del af en global sektor, men også fordi et øget omkostningsniveau vil påvirke den hele økonomiske infrastruktur, som resten af samfundets virksomheder og borgere skal benytte sig af. Sektoren er ikke kun en samling af virksomheder, der er sat i verden for at tjene penge til deres aktionærer, men udgør faktisk også et helt centralt rammevilkår for resten af samfundet.

Det andet problem er afgiftsgrundlaget. Det er jo desværre sådan, at lønsumsafgiften rummer et iboende incitament til at indskrænke antallet af beskæftigede i sektoren. Det betyder, at lønsumsafgiften er et principielt skævt instrument, som kan øge de offentlige udgifter til offentlig forsørgelse og dermed resultere i et lavere skatteprovenu. Men problemet med afgiften er også, at den paradoksalt nok kan virke produktivitetsnedsættende på længere sigt, fordi virksomhederne har barberet så meget ned på medarbejderstaben, at smertegrænsen er nået for de medarbejdere, der skal få sektorens hjul til at køre rundt.

I stedet for de hurtige beskatningsløsninger bør fokus derfor i stedet være at beskatte sektoren rigtigt. Og jo, der findes faktisk alternativer. I stedet for på arbejdskraften kunne skatten hentes på forretningen via f.eks. omsætningen eller dele af virksomhedens balance, som det sker eller er ved at ske bl.a. i Storbritannien, Sverige og Tyskland. For det er jo indiskutabelt, at sektoren skal bidrage til fællesskabet. Men for både provenuets og rimelighedens skyld bør Christiansborg-politikerne genoverveje modellen, inden lønsumsafgiftsskruen igen bevidstløst strammes.