KLUMME: For nogle år siden var om ikke alt så en hel del ”nemmere”. Det var dengang konkurrencen i pensionssektoren var mindre. Renteniveauet mange hundrede basispunkter højere og garanterede afkast i pensionssektoren normen. De garanterede afkast var i en vis udstrækning baseret på et renteniveau, som dengang så ud til at være langtidskonform.

I takt med de ekstreme rentefald, som verden har oplevet de seneste især fem til seks år, er der blevet opbygget enorme reserver i pensionskasserne. Det er disse, medlemmernes egen opsparing og penge, som er på og i spil, når debatten om garanterede vs. markedsrente er kommet i gang igen i takt med muligheden for at opnå 2,7 % rabat ved betaling af skat og konvertering til aldersopsparing igen er blevet aktuel i 2015.

Alle fortjener en valgmulighed

Nogen giver muligheden for et valg. Andre (få) overvejer det angiveligt, selv om de også gav muligheden sidste år, uden at mange valgte den mulighed. De fleste selskaber agter, ifølge offentlig tilgængelig information, ikke at give kunderne valgmuligheden for og deres andel af de frie reserver med.

Det vigtige og afgørende er ikke hvad der er det rigtige. Det findes nemlig ikke en universel formel, som kan afgøre det. ”One size fits all” duer ikke. Bagsiden af den opgivne garanti og ændringen til markedsrente, er at du ved hvad du har, men ikke hvad du får.

Markedsrente er ikke for alle

At fraskrive sig sin garanti kan langsigtet give god og bedst mening for mange, men ikke nødvendigvis alle. På den ene side får du opskrevet din pension og tilskrivning af din fair andel (antager at der sker en fair beregning) af reserverne. Samtidig vil dine investeringer fremadrettet indeholde flere risikofyldte aktiver, når opsparingen ikke skal tage højde for garantierne og ikke behøver at være investeret i på kort sigt mindre risikable aktiver. På kort sigt kan den øgede risiko være netop en risiko og give dårligere afkast og større udsving i tilskrivningerne.

Mindre snærende investeringsmandat er langtidspositivt

På længere sigt vil den højere risiko med en god spredning give dig et højere forventet afkast. Det springende punkt er dog ikke kun, hvordan den fremtidige risiko/afkast relation ser ud, men at det er uforståeligt, at ikke alle kunderne får et reelt valg.

Hvorfor nøler pensionskasserne?

Hvis den manglende valgmulighed skyldes, at det er forbundet med ekstreme omkostninger at vurdere det, så forklar det. Hvis det ikke kan svare sig på grund af størrelsen af rentegaranti (lavere % sats og mindre opsparing), så giv en dokumentation for det. Hvis det slet og ret er frygt for at kunderne vil forsvinde fra pensionskassen, så har kunderne vel fortjent at få den version, også?

Nogle selskaber vil måske hævde, at kunderne da de fik muligheden for frit at vælge, ikke i særlig stor udstrækning har valgt at skifte garantierne ud med det, som nu engang er muligt at opnå i markederne, år for år. Hvis det skyldes, at kunderne ikke er tilstrækkelig informeret om mulighederne, kan det jo skyldes at informationen og kommunikationen ikke i tilstrækkelig omfang har taget udgangspunkt i kundernes behov?

Pension er langt væk

Pension betyder noget for kunderne. Det er tidsmæssigt langt væk, kan virke indviklet og er generelt en lavere prioritet for mange mennesker. Alene derfor kan den pædagogiske opgave vise sig at kræve flere ressourcer og mere tålmod.

Som minimum må det være en forudsætning, at kunderne får det frie valg tillagt et fornuftigt beslutningsgrundlag. Selv om det kunne virke sådan er debatten ikke ny. Den starter blot samme sted hver gang uden at det hidtil er blevet til meget andet end små hop og mindre bevægelser på stedet.