Pensionsselskaber og andre investorer lægger voldsomt stor vægt på omkostninger, og valget af kapitalforvalter baseres i meget væsentligt omfang på omkostningssammenligninger. I offentlige udbud scores omkostningerne særskilt og ledsages herefter af en scoring af kvaliteten af det leverede. Den meget store fokus på omkostninger udgør efter min opfattelse et problem og kan være en hindring for at få den bedste løsning.

Kunne man forestille sig, at man, når man skal købe en bil udelukkende vurderer bilen på prisen? Med dette udgangspunkt ville man finde frem til, at en Hyundai i10 1.0 eller noget lignende er den billigste bil og derfor give den højeste score, mens en Ferrari ville få en meget lav score. Vil det give mening, eller burde man også vurdere ud fra kvalitet, og hvad man får for pengene? Det burde man måske.

I forhold til kapitalforvaltning er der en markant risiko for, at den voldsomme fokusering på omkostninger står i vejen for at få den bedst mulige portefølje. Udeladelse af "dyre" komponenter i porteføljen kan ske på mange måder blandt andet:

• Fravalg af alternative aktivtyper, der notorisk og af gode grunde er markant dyrere at forvalte end noterede aktivtyper.
• Prioritering af billigere – men måske heller ikke de bedste – aktive forvaltere.
• Valg af passive og også billige komponenter til porteføljen.

Det er væsentligt at erkende, at alternativer bør have en plads i næsten alle porteføljer, og 2018 var et instruktivt år i den sammenhæng. Noterede aktier og kredit gav negative eller minimalt positive afkast sidste år, og selvom renten faldt, blev afkastet på sikre obligationer heller ikke enormt. Pensionsselskaber, der investerer tungt i alternativer, nød derimod godt af høje og i mange tilfælde tocifrede afkast på deres alternative aktivtyper. At fravælge alternativer som følge af omkostningerne er som at fravælge hurtige og sikre biler af samme grund.

Det ses ganske ofte, at investorer vælger billige løsninger ved investering i både traditionelle og alternative aktivtyper. Dette kan være i modstrid med at opnå det bedste afkast efter omkostninger, og nogen forskning viser faktisk, at fonde med høje omkostninger tenderer mod at outperforme fonde med lave omkostninger efter omkostninger.

I forhold til passiv forvaltning kan det i en række tilfælde stå i vejen for bedre afkast – ikke for at genoptage dén diskussion. Hvad man i hvert fald skal være opmærksom på er, at ETF eller indekseret forvaltning ikke kan slå markedet og på en række områder ikke mindst på emering markets og inden for kredit leverer markant under markedet.

Man hører ofte, at omkostninger er sikre, mens (bedre) afkast er fugle på taget. Men det er jo netop det, som investeringsprofessionelle er sat i verden for at afdække. Hvornår kan et bedre fremtidigt afkast retfærdiggøre højere omkostninger. En ensidig satsning på det billigste er sjældent en god strategi, og "billigt" kan være dyrt også på kapitalmarkederne.