Blackstone udvider nordisk offensiv til Danmark

Den globale kapitalforvalter, der har ejendomsinvesteringer for over 600 mia. kr., håndplukker ejendomme via dansk forvalter efter angiveligt at have misset milliardhandel. EjendomsWatch giver her et overblik over Blackstones aktiviteter i Danmark, som blandt andet tæller opkøb hos pensionskasse, og resten af Norden.
Foto: Google Street View
Foto: Google Street View
AF HANS LØGSTRUP POULSEN, EJENDOMSWATCH

En ny, tung og global aktør er for alvor på vej ind på det danske ejendomsmarked, der i forvejen oplever en stigende efterspørgsel fra både danske og udenlandske investorer.

Det drejer sig om den amerikanske kapitalforvalter The Blackstone Group, som i løbet af de seneste måneder har foretaget op til flere opkøb af boligudlejningsejendomme via danske Recap Management under ledelse af Karsten Hagel. Det fortæller en række kilder uafhængigt af hinanden til EjendomsWatch, der også har dokumentation for en række Blackstone-opkøb i form af selskabshandler via netop Recap Management.

Heriblandt er købet af to boligejendomme på henholdsvis Strandvejen og Bernstorffsvej i Hellerup fra PKA for samlet 84,5 mio. kr. Pensionskassen har sendt ejendommene på markedet via Ringcity Erhverv ved Klaus Hougaard Christensen, der også stod for kontakten til køberen.

"En ældre boligejendom som Strandvejen er meget efterspurgt i øjeblikket, og der ligger et udviklingspotentiale, som andre end os nok er bedre til at realisere. Den samlede pakke har vi så fået en passende pris for. Bernstorffsvej er i vores optik en mindre ejendom af en størrelse, hvor vi løbende har solgt den type fra, fordi de ikke er operationelle. Så alt i alt har vi fået trimmet vores portefølje ved de her to frasalg," siger Nikolaj Stampe, ejendomschef hos PKA, til EjendomsWatch.

EjendomsWatch har via e-mail været i kontakt med Karsten Hagel hos Recap Management. Han er på ferie, men skriver, at "vi er i gang med at købe ejendomme for Blackstone i Danmark."

Efter aftale har EjendomsWatch efterfølgende via Karsten Hagel sendt en række spørgsmål til Blackstone vedrørende deres strategi på det danske og nordiske ejendomsmarked. De er dog ikke vendt tilbage inden den udmeldte deadline torsdag den 13. juli.

Herskabsvillaer i Valby

Blandt Blackstones øvrige opkøb er en liebhaver-portefølje på Bjerregårdsvej og Antoinettevej på Valby Bakke tæt ved Carlsberg Byen, hvor man har købt 11 herskabsvillaer, der har været brugt til erhverv og har udviklingspotentiale til boligejendomme. Her er sælgers rådgiver, Newsec, ikke videre meddelsom.

"Det kan jeg ikke bekræfte — men jeg kan heller ikke afkræfte," siger Brian Tretow-Loof, seniorpartner hos Newsec, da EjendomsWatch direkte spørger, om køberen af Valby-ejendommene er Blackstone.

På globalt plan har Blackstone inden for ejendomme alene aktiver for 102 mia. dollars under forvaltning, hvilket svarer til ca. 665 mia. kr. Tidligere i år købte Blackstone sig ind i en landsdækkende portefølje med 25 danske ejendomme, der primært fungerer til produktions-, logistik- og lagerformål, til en pris af lige under 1 mia. kr. Her er M7 Real Estate partner.

Blackstone-folk i direktioner og bestyrelser

Den formelle køber af ejendommene i Valby er selskabet Calder Denmark Propco, der er ejet af Luxembourg-selskabet Shape (Squaire) Midco. Ifølge EjendomsWatch' oplysninger er køberen bag navnet dog Blackstone. Calder Denmark Propco har adresse hos ejendomsadministratoren Recap Management i København, hvor Karsten Hagel er direktør og koncernjurist.

Han er i løbet af maj, juni og juli indtrådt i direktionen eller bestyrelsen i seks danske selskaber, der indeholder københavnske boligejendomme og nu alle har adresse hos Recap Management, som er ejet 360 North Invest i svenske Malmø. Der er den 1. juli oprettet danske selskaber ved navn 360 North Asset Management og 360 Property Management — begge ejet af Karsten Hagel.

Samtidig er Donatella Fanti og Solveig Diana Hoffmann, der begge arbejder for Blackstone, trådt ind i selvsamme direktioner eller bestyrelser. Den trio er også indtrådt i fire nyoprettede selskaber, hvor de to ejendomme købt hos PKA er placeret i det ene. I formålsbeskrivelsen for alle fire selskaber står der:

"Selskabets formål er direkte eller indirekte gennem ejerandele i andre virksomheder at eje, opføre, udvikle, drive og sælge fast ejendom, og drive anden hermed beslægtet virksomhed."

I forbindelse med oprettelsen af de nye selskaber har to andre Blackstone-ansatte — Anissa Mediane og Jean-Francois Bossy — i få dage været medlemmer af direktionen.

Alle disse selskaber er ejet af Luxembourg-selskabet Calder Holdco — en "navnebror" til køberen af Valby-porteføljen, Calder Denmark Propco.

Missede udlandsdanskers boligportefølje

EjendomsWatch har talt med flere kilder i og omkring det danske ejendomsmarked, der fortæller, at de er stødt på Blackstone som investor. Flere handler skulle være på vej, og flere ejendomsinvestorer med ellers langsigtede investeringsstrategier har fået attraktive forespørgsler på ejendomme fra Blackstone.

Det skulle primært dreje sig om boligejendomme, mens der også har været forespørgsler på erhvervsejendomme. Udover København går meldingerne på, at Blackstone også har vist interesse for ejendomme i Aarhus.

Tidligere har mediet Insidebusiness beskrevet, hvordan en gruppe investorer med Blackstone i spidsen forgæves har forsøgt at købe udlandsdanskeren Svend Petersens livsværk, City Apartment. Ifølge Insidebusiness er den enorme ejendomshandel, hvor 66 boligejendomme i København skulle skifte hænder for omkring 5 mia. kr., gået i vasken efter flere måneders forhandlinger.

Jagter også investeringer i resten af Norden

Tidligere i juli godkendte EU-kommissionen Blackstones bud på at købe aktierne i det finske ejendomsselskab Sponda via Luxembourg-selskabet Polar Bidco Tilbuddet er ifølge en pressemeddelelse fra juni 5,19 euro (ca. 38,5 kr.) pr. aktie, hvilket samlet værdisætter den samlede aktiebeholdning til knap 1,8 mia. euro (over 13 mia. kr.)

Tilbuddet til aktionærerne udløber den 14. juli, og Blackstone skal opnå mindst 90 pct. af aktierne for at overtage det finske ejendomsselskab. Sponda udvikler og ejer erhvervsejendomme inden for butik og kontor i Finlands største byer, og ved udgangen af første kvartal af 2017 var selskabets portefølje værdisat til 3,8 mia. euro (over 28 mia. kr.).

I december 2016 overtog Blackstone kontrollen med det svenske ejendomsselskab D. Carnegie & Co. Her ejer investeringsbanken nu 54,7 pct. af aktierne med en stemmeandel på 64,6 pct. D. Carnegie har en ejendomsportefølje med 18.000 boliger til en markedsværdi af ca. 19,7 mia. svenske kr. (ca. 15,4 mia. kr.) ifølge regnskabet for første halvdel af 2017.

Denne artikel er leveret af vores søstersite EjendomsWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også