FinansWatch

Nord Investments løfter omsætningen og mindsker tab

Omsætningen er øget med 62 pct. i den danske robotrådgiver Nord Investments. Inflation, kursfald og geopolitisk uro fik tidligere på året virksomheden til at skrue ned for forventningerne og bremse sine udgifter til marketing.

Nord Investments aktiekurs er faldet 59,4 pct. siden børsnoteringen i maj 2021. | Foto: PR/Nasdaq

Nord Investments har løftet omsætningen med 62 pct. til 2,9 mio. kr. i første halvår 2022 sammenlignet med samme periode sidste år.

Det viser et nyt regnskab fra den danske robotrådgiver, der er noteret på vækstbørsen First North.

I maj skruede selskabet sine forventninger til helåret ned som konsekvens af det økonomiske klima, der har fået danskernes appetit på investering til at falde.

Af samme årsag har robotrådgiveren reduceret sine udgifter til marketing, hvilket har mindsket tabet på bundlinjen.

I første halvår 2021 tabte Nord Investments 8,9 mio. kr., hvilket blandt andet blev trukket nedad, fordi selskabet brugte knap 4 mio. kr. på at blive børsnoteret.

I samme periode i år er bundlinjen negativ med 4,5 mio. kr., hvilket er ”bedre end forventet på grund af de reducerede investeringer i marketing,” lyder det i regnskabet.

Nord Investments har i årets første seks måneder haft en brutto kundetilgang på 1296 nye kunder og brutto indbetalinger på cirka 392 mio. kr.

En udvikling, som ledelsen i selskabet anser som ”tilfredstillende” i lyset af den seneste periodes kursfald, stigende renter og geopolitiske uro, skriver Nord Investments i en fondsbørsmeddelelse.

Vigtig licens

Nord Investments blev noteret på vækstbørsen i maj sidste år. På det tidspunkt forventede selskabet, at aktiverne under forvaltning (AUM) ville lande mellem 3-3,7 mia. kr. i 2022. Det blev i maj i år reduceret til en forventet AUM i år på mellem 1,8-2,7 mia. kr.

Ved udgangen af første halvår har Nord Investments opnået en AUM på 1,84 mia. kr., hvilket er 33 pct. mere end samme tidspunkt sidste år.

Nord Investments skruede ligeledes ned for sine forventninger til antallet af kunder, da selskabet nedjusterede i maj.

Selskabet forventede tidligere at nå en kundemasse på mellem 10.500-12.900 i 2022. Det blev skåret ned til et forventet antal kunder på mellem 7200 og 9700.

Ved halvåret har Nord Investments 6888 kunder, hvilket er en fremgang på 54 pct. sammenlignet med første halvår sidste år.

Nord Investments havde ved udgangen af første halvår 42 mio. kr. i kassen og ingen gæld.

I slutningen af juni krydsede selskabet desuden en - ifølge ledelsen - vigtig milepæl, da virksomheden fik fondsmæglerlicens fra Finanstilsynet, hvilket er essentielt for udviklingen, lyder det i børsmeddelelsen.

”Tilladelsen er fundamental for Nord Investments langsigtede vækstplan, da den blandt andet åbner op for international ekspansion og opbygning af egen infrastruktur, der vil øge virksomhedens lønsomhed og vækstpotentiale,” skriver selskabet.

Nord Investments går på børsen: Få overblik over FinansWatch’ dækning her

Robotrådgiver vil bruge ny fondsmæglerlicens som affyringsrampe

Børsnotering fordoblede i forvejen stigende underskud hos Nord Investments

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs