Markedet i coronaens tegn - fire danske virksomheder er mere værd end A.P. Møller

Banker og transportselskaber er blandt de hårdest ramte aktier i en uge, hvor coronavirussen overtog taktstokken på de finansielle markeder. Her er overblikket over ugens mest markante bevægelser på det danske aktiemarked.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Efter en uge, hvor coronavirussens skadelige effekt på verdensøkonomien har overtaget dagsordenen på de finansielle markeder, er der vendt op og ned på flere forhold på det danske aktiemarked.

Fra mandag til fredag blev de toneangivende aktier i C25-indekset 10,35 pct. mindre værd. Markedsværdien for de 25 største aktier er faldet med omkring 290 mia. kr. - det svarer nogenlunde til, at hele Ørsted blev fjernet fra det danske aktiemarked.

Historisk har ugen også cementeret det efterhånden mangeårige tronskifte, markedet har set.

I løbet af 00'erne begyndte Københavns Fondsbørs at indføre begrænsninger i de enkelte aktiers vægte i det hedengangne toneangivende KFX-indeks.

A.P. Møller aktierne fyldte dengang over halvdelen af indeksets værdi, og reelt havde KFX dermed mistet sin eksistensberettigelse som benchmark for danske aktier. Placeringsreglerne, som investeringsforeningerne er underlagt, pålægger kapitalforvalterne, at værdien af en aktiepost maksimalt må udgøre 10 pct. af porteføljen.

Det cappede indeks, med begræsninger på vægtene, har stadig sin berettigelse i dag - men ikke på grund af A.P. Møller. Novo Nordisk har klaret sig relativt hæderligt gennem ugen med et fald på knap 10 pct., og en markedsværdi ved fredagens børsluk på 950 mia. kr.

A.P. Møller faldt 16,5 pct. i ugens løb.

Markedsværdien for de største danske virksomheder:

Novo Nordisk 949,9 mia. kr.

Ørsted 292,1 mia.

Coloplast 195,4 mia. kr.

DSV 155,3 mia. kr.

A.P. Møller 136,9 mia.kr.

Carlsberg 135,6 mia. kr.

Vestas 129,2 mia. kr.

Bankernes nedtur forstærket af lavere renter

Banker og transportselskaber har været hårdest ramt. For alle aktier under ét var den danske notering af SAS bundskraber med et dyk på 26,5 pct. Blandt de nederste 10 finder vi også Jyske Bank med et fald på 16,9 pct. og konkurrenten Sydbank med et fald på 22 pct.

Bankerne er ekstra hårdt ramt af de skarpt faldende renter og en stadigt fladere rentekurve, som presser den klassiske forretningsmodel med at tage indlån billigt og låne ud dyrere.

Fredag eftermiddag endte den effektive rente på den toneangivende 10-årige danske statsobligation i minus 0,58 pct. - laveste niveau siden efteråret sidste år, da Nationalbanken senest sænkede indskudsbevisrenten til minus 0,75 pct.

Landets største bank, Danske Bank, er faldet med 13,2 pct. i ugen og har nu en markedsværdi på 90,2 mia. kr.

Ugens løb har også budt på en række kommentarer fra iagttagere, der kalder nedturen for historisk. Om end det er en ringe trøst for investorerne, er det imidlertid langt fra den værste nedtur i historien.

Alletiders største børskrak er fortsat indledningen til Den Store Depression i efteråret 1929. Fra 22. oktober 1929 og i de efterfølgende fem børsdage faldt markedet 27,7 pct.

I den markante og meget kortvarige nedtur i 1987 faldt markedet 28,5 pct. på fire dage fra den 13. oktober - krakket kaldes for eftertiden for black monday.

Finanskrisen i 2008 talte de mest voldsomme dage fra 30. september og otte dage frem. Her faldt markedet 22,9 pct. Måler man fra Lehman Brothers' krak den 15. september, til markedet bundede 9. marts 2009 dykkede aktierne 45,8 pct.

Den seneste store nedtur i USA var I 2011, hvor amerikanske aktier faldt næsten 17 pct. på 11 dage. Politisk uenighed om det amerikanske statsbudget sendte dengang aktierne ned. Underskuddet på de offentlige finanser brød med gældsloftet. En krise, der endte med, at kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's nedgraderede USA's kreditværdighed fra topkarakteren Aaa.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også