Ugebrev får kritik for Nykredit-historie

Pressenævnet har udtalt kritik af Økonomisk Ugebrev i forbindelse med artikel om udtalelser fra Forenet Nykredits formand om den planlagte børsnotering.
Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dige
Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dige

Tilbage i februar bragte Økonomisk Ugebrev en artikel med overskriften "Smith: Nalen og tilsyn skrev at vi skal på børsen." Ugebrevet har mandag modtaget kritik fra Pressenævnet for artiklen.

Baggrunden for artiklen var, at Forenet Kredits (tidligere Foreningen Nykredit) bestyrelsesformand, Nina Smith, i et radioprogram på DR P1 havde udtalt sig om Nykredits mulige børsnotering. I radioudsendelsen udtalte formanden:

”De [Finanstilsynet og Nationalbanken] har begge skrevet til os, sagt i medierne, at det er gavnligt, at store SIFI-institutioner har adgang til kapitalmarkederne.”

I Økonomisk Ugebrevs artikel fremgik det bl.a., at formanden ”siger direkte, at Nationalbanken og Finanstilsynet har skrevet til Nykredit, at de ønsker, at Nykredit børsnoteres” og henviste til, at der var tale om egentlig breve.

I artiklen fremgik det videre, at Nationalbanken ikke bekræftede at have sendt et brev, og at Finanstilsynet hverken kunne be- eller afkræfte at have skrevet til Nykredit.

Af meddelelsen fra Pressenævnet oplyses det, at ugebrevet forud for offentliggørelsen af artiklen var i konkakt med foreningens pressechef. Her afviste pressechefen "ikke ordret, at der eksisterede breve," står der i meddelelsen fra nævnet. Men pressechefen oplyste, at formandens udtalelse i radioprogrammet havde dækning i Nationalbankens kvartalsoversigt og en redegørelse fra Finanstilsynet.

Samlet kommer nævnet frem til, at Økonomisk Ugebrev gik over stregen:

"Efter Pressenævnets (flertallets) opfattelse gav formanden ikke i radioudsendelsen udtryk for, at de to institutioner havde sendt breve til Nykredit. Indholdet af artiklen var efter nævnets opfattelse herved egnet til at skade foreningen og formanden, idet der blev stillet spørgsmål ved deres troværdighed. Nævnet udtalte kritik af ugebrevet og gav foreningen og formanden ret til at få bragt et genmæle," står der i meddelelsen fra nævnet, hvor det dog tilføjes:

"Et mindretal var uenig i vurderingen og mente, at der var dækning for udsagnet i formandens udtalelse i DR P1 og ville ikke kritisere eller give genmæle."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også