Tysk storbank tager ordentlig bet i forbindelse med fyringer

Den tyske storbank Commerzbank får en omkostning på omkring 810 mio. euro i andet kvartal som følge af en restrukturering af forretningen.
Foto: Commerzbank
Foto: Commerzbank

Det bliver langtfra billigt for tyske Commerzbank at skulle skære stillinger fra og restrukturere forretningen. Faktisk kommer det til at give storbanken en omkostning på omkring 810 mio. euro i andet kvartal.

Omkostningen vil resultere i et nettounderskud i perioden, som også vil være præget af et lavere driftsresultat på grund af svage markeder, lyder det fra banken fredag ifølge Bloomberg News - en uges tid før kvartalets udløb.

På trods af underskuddet i andet kvartal har Commerzbank en forventning om at præstere sorte tal på bundlinjen for helåret.

Bankens administrerende direktør, Martin Zielke, planlægger at skære 9600 arbejdspladser inden slutningen af 2020 og skrinlagde allerede sidste år det årlige udbytte til aktionærerne.

Derudover nedskalerer topchefen bankens handelsaktiviteter for at frigøre kapital, idet der skal fokuseres på de to kerneforretninger, privatkunder og virksomheder.

Efter fredagens melding tog Commerzbank indledningsvis et stort dyk, men siden er aktien igen kravlet en smule op, omend der ud på eftermiddagen stadig er tale om et fald på 0,4 pct. til 9,3 euro per aktie.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også