Investeringschef: Politiske strømninger er fortsat uforudsigelige

Finansmarkederne vil i de kommende år være påvirkede af de politiske strømninger, som lige nu går mod fløjene, siger investeringschef hos BNY Mellon.
Foto: Mark Lennihan/ AP / Polfoto
Foto: Mark Lennihan/ AP / Polfoto
AF RITZAU FINANS

Verdens finansmarkeder - og i særdeleshed markederne i EU – vil i de kommende år være påvirkede af de politiske strømninger, som lige nu går mod fløjene. Landenes befolkninger går traditionelt væk fra de midtsøgende partier, når krisen kradser.

Derfor er afstemninger uforudsigelige, og det smitter af på den finansielle verden.

Det siger Paul Brain, der er investeringschef for Newton Investment Management, der er en del af BNY Mellon, i et interview med Ritzau Finans i forbindelse med den amerikanske investeringsbanks årlige konference – denne gang afholdt i London.

"Uden stærk vækst i EU vil den politiske uro boble under overfladen. Når væksten er presset, bevæger folk sig væk fra den politiske midte og ud mod fløjene. Og blandt andet derfor kan det franske valg gå hen og overraske," siger han.

Styrket tillid til May

Paul Brain peger ligeledes på den britiske premierministers, Theresa Mays, udmelding om et britisk valg 8. juni. Det var ikke ventet – men på den anden side mener han, at det kan være med til at styrke tilliden til britisk økonomi og til, at Storbritannien får forhandlet en tålelig aftale hjem.

"Det er vigtigt for hende at få et stærkt mandat, da der er en del uro hos de konservative. Mange regner nu med, at Storbritannien kan få en bedre aftale med EU – men det tror jeg ikke," siger investeringschefen.

"I bund og grund kan EU ikke tillade at give Storbritannien en god "deal"," siger han.

Men selv om det lige nu ser ud til, at Theresa May vil være styrket efter valget, står det ikke skrevet i sten, påpeger Paul Brain.

"Der er også en usikkerhed i, at valget holdes i juni, da mange starter ferie her, og det kan være de ældre, der overvejende går til stemmeurnerne. Vi så det ved valget sidste år, der blev holdt midt i Glastonbury Festivalen, hvor de ældre vælgere tog over, og det blev et nej til fortsat britisk medlemskab af EU," lyder det fra Newtonchefen.

Det kan gå hen og blive en bekostelig affære for virksomhederne, når de skal sælge varer til og købe varer fra Storbritannien, når der skal laves nye handelsaftaler i stedet for den, der i dag eksisterer mellem EU-landene. Og det kan få inflationen op:

"Når Storbritannien skal lave aftaler med flere lande, så bliver der automatisk mere papirarbejde, end hvis der er tale om en samlet aftale. Og det vil presse omkostningerne op - og varer vil blive dyrere. Så det er ikke en sund udvikling," siger Paul Brain.

Den umiddelbare reaktion på valgudskrivelsen i tirsdags var, at det britiske pund blev svækket. Det rettede sig dog hurtigt igen, og efter Paul Brains vurdering er pundet undervurderet lige nu.

Pundet blev da også styrket efter meldingen tirsdag, og torsdag koster et pund 1,2835 dollar mod 1,2765 dollar per pund ved dansk lukketidtirsdag.

I tirsdags blev britiske virksomheders værdi reduceret med mere end 45 mia. pund, og dagen blev den værste dag for det toneangivende FTSE 100-indeks siden afstemningen om brexit med et fald på 2,3 pct. Onsdag dykkede indekset med 0,3 pct.

BNY Mellon er en global bank og kapitalforvalter, som sidder på en stribe forskellige fonde fordelt på mere end 100 markeder i 35 lande. Selskabet har omkring 1600 mia. dollar under forvaltning og har over 51.000 ansatte globalt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også