Østergaard og Parken arbejder sammen i aktie-tvist
![Foto: Jens Dresling/POLFOTO](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article8004167.ece/ALTERNATES/schema-16_9/Glistrup_Oestergaard.jpg)
En usædvanlig alliance er opstået mellem gamle fjender, når det gælder en sag om 83 mio. kr., som rederiet Clipper mener, at Parken Sport & Entertainment skylder. Det skriver Børsen.
Rederiet er tidligere storaktionær i Parken og mener, at det har lidt et tab som følge af kursmanipulation med Parkens aktiekurs – en sag, som den tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard og tidligere chef i Parken, Jørgen Glistrup, for nylig blev idømt fængsel for i landsretten. Clippers advokater forbereder ifølge Børsen nu en erstatningssag mod Parken på 83 mio. kr. på baggrund af to store køb af Parken-aktier i 2008, som man mener er foregået til kunstigt høje kurser på grund af aktiemanipulationen.
Hos Parken anser man ikke erstatningskravet for berettiget, og derfor vil selskabet kæmpe deres sag i retten. Taber Parken vil selskabet sende regningen videre til Glistrup og Østergaard. Ikke desto mindre arbejder Parkens advokater sammen med Flemming Østergaard og Jørgen Glistrups ditto – og det altså til trods for selskabets historik med de to tidligere chefer.
"Parkens advokat skal i første omgang overbevise retten om, at Clipper ikke har et krav. Det juridiske skyts skal vi i virkeligheden levere til Parkens advokat," udtaler Karoly Nemeth, advokat for Jørgen Glistrup, til Børsen.