Vicedirektør i britisk centralbank mister jobbet efter to uger

Charlotte Hogg, der er 1. marts satte sig på en post som vicedirektør i den britiske centralbank, Bank of England, er nu trådt tilbage fra posten.
Foto: Bank of England
Foto: Bank of England
RITZAU FINANS

Det sker, da hun ikke har oplyst om en potentiel interessekonflikt, skriver den britiske avis The Guardian.

Charlotte Hogg valgte at trække sig, efter et udvalg bestående af medlemmer fra det britiske parlament såede tvivl om, hvorvidt hun var egnet til at beholde posten eller ej. Og selv om parlamentsmedlemmerne kun har en rådgivende rolle, så valgte den 46-årige Charlotte Hogg at tage sin afsked tirsdag formiddag.

Allerede mandag aften sagde et medlem af udvalget, at Hogg måtte træde tilbage.

"Jeg kan umuligt se hende fortsætte," lød det fra John Mann, der er medlem af parlamentet for Labour, ifølge avisen.

Mann beskrev Charlotte Hoggs stilling som uholdbar, da hun i sidste uge blev afsløret i at have brudt centralbankens adfærdskodeks. Charlotte Hogg havde ellers i en høring for en måned siden fortalt udvalget, at hendes bror, Quintin Hogg, arbejdede hos Barclays.

Men dage senere blev hun tvunget til at indrømme, at hun ikke tidligere havde fortalt om brorens ansættelse - og derfor havde overtrådt adfærdskodeksen, allerede da hun kom ind i Bank of England i 2013 som driftsdirektør, skriver The Guardian.

I et forsøg på at trække en streg i sandet, gav Mark Carney, direktør for den britiske centralbank, Hogg en mundtlig advarsel efter hendes seneste udnævnelse til bankens nummer to.

Charlotte Hogg var en del af det nye hold, som netop Mark Carney samlede, da han kom til banken i 2013.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også